Keynesiansk teori er en fagøkonomisk retning inden for økonomisk teori, som bygger på John Maynard Keynes’ tanker. Keynes var en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige økonomer, som lagde grunden til makroøkonomi som et selvstændigt økonomisk forskningsområde. Centrale keynesianske synspunkter er, at priser og lønninger ofte tilpasser sig langsomt til ændrede markedsforhold, og at det er den samlede efterspørgsel i økonomien, der bestemmer beskæftigelsen. Modsat den herskende tankegang inden Keynes vil efterspørgslen ikke uden videre tilpasse sig udbuddet, fordi priserne er stive. Derved kan der opstå stor arbejdsløshed i længere perioder. Ved at føre aktiv stabiliseringspolitik (især finanspolitik) kan myndighederne imidlertid tilpasse efterspørgslen og dermed styre beskæftigelsen.

Keynes’ tankegang blev dominerende for både den makroøkonomiske tænkning og den økonomiske politik i de fleste vestlige lande i årtierne fra den store depression i 1930’erne til 1970’ernes oliekriser. Den blev efterhånden udsat for kritik fra blandt andet monetaristerne og mere fundamentalt fra nyklassikerne. Det førte til en modreaktion i form af den nykeynesianske tankegang, der voksede frem fra 1980’erne som en modificeret udgave af Keynes’ tanker. Nykeynesianernes tankegods udgør i dag et vigtigt element i moderne mainstreamøkonomisk tankegang. Udenfor den økonomiske hovedstrømning findes desuden i dag de såkaldte post-keynesianere, der tager udgangspunkt i en mere bogstavelig fortolkning af Keynes’ ideer.

Keynesianismens fremkomst og indhold

Keynes udviklede sine tanker i mange forskellige skrifter gennem årene, men hans hovedværk er The General Theory of Employment, Interest and Money, der udkom i 1936 midt under den store depression. Her fremstillede han en konsistent makroøkonomisk teori, der kunne forklare, hvorfor de industrialiserede lande oplevede stor og vedvarende arbejdsløshed. Keynes tillagde i modsætning til de hidtidige neoklassiske økonomer, der var toneangivende i perioden indtil ca. 1930, efterspørgslen efter varer og tjenester en afgørende betydning. Han mente, at det var den effektive efterspørgsel, der udspringer fra husholdningernes forbrug og virksomhedernes investeringsplaner, der er bestemmende for produktion og beskæftigelse. Keynesiansk teori ser derfor manglende efterspørgsel som hovedårsagen til stor arbejdsløshed. I forlængelse heraf afvises det, at en reduktion af lønniveauet isoleret set kan løse arbejdsløshedsproblemet, så længe efterspørgslen er for lille.

Keynes' hovedværk er ikke nemt at læse og har gennem årene været genstand for mange diskussioner om, hvad Keynes egentlig mente. Derfor er der også indbyrdes uenigheder blandt senere tiders keynesianere. De har dog den konklusion tilfælles, at markedsøkonomierne navnlig på kort sigt mangler selvregulerende (pris)mekanismer, der kan stabilisere efterspørgslen, og en aktiv økonomisk politik vil derfor kunne dæmpe udsving i arbejdsløsheden. Det er i modsætning til den inden da fremherskende tankegang, hvor udbuddet (produktionen) antoges at skabe sin egen efterspørgsel (også kendt som Says lov, opkaldt efter Jean-Baptiste Say). Keynes fremhævede desuden, at dagligdags fænomener som manglende viden og forkert information, kortsynethed i investeringsplanlægning og forbrugsdispositioner samt økonomisk og politisk usikkerhed over for fremtiden er fænomener, som selvstændigt kan påvirke efterspørgslen efter varer og tjenesteydelser og dermed beskæftigelsen.

Storhedstid

Keynes’ tankegang blev det dominerende makroøkonomiske synspunkt i de første årtier efter 2. verdenskrigs afslutning, og keynesianske modeller blev en central del af begynderlærebøgerne i økonomi. Der opstod det, der kaldes den "neoklassiske syntese" mellem neoklassisk og keynesiansk teori. Ifølge denne var mere kortvarige fluktuationer i beskæftigelsen og dermed i arbejdsløsheden primært bestemt af efterspørgselsforholdene (konjunkturteori ), mens den mere langsigtede økonomiske udvikling blev drevet af udbuddet af kapital, arbejdskraft og den teknologiske udvikling, sådan som efterkrigstidens vækstteori anført af Robert M. Solow viste.

Stigende kritik

Den keynesianske tankegang mødte fra 1960’erne stigende kritik fra monetaristerne anført af Milton Friedman. Friedman mente blandt andet, at pengepolitik var vigtigere for efterspørgslen end finanspolitikken. Han mente heller ikke, at myndighederne i det lange løb kunne fastholde en ledighed, der var lavere end det såkaldte strukturelle ledighedsniveau. Prøvede man alligevel, ville det blot føre til stedse stigende inflationsrater. Dette synspunkt er i dag almindeligt udbredt.

I 1970’erne fik den keynesianske tankegang store problemer med at fortolke den økonomiske udvikling, da den vestlige verden oplevede stagflation – på én gang stigende ledighed og stigende inflation, hvilket de herskende keynesianske modeller ikke kunne forklare. Forsøgene på at holde ledigheden nede førte samtidig til, at inflationen steg yderligere.

Nyklassisk kritik

Samtidig blev den keynesianske tilgang kritiseret mere grundlæggende af nyklassiske økonomer som Robert Lucas. De mente, at den keynesianske teori var mangelfuld, fordi den ikke eksplicit forklarede de økonomiske aktørers adfærd ud fra grundlæggende mikroøkonomiske principper som profit- og nyttemaksimering. Samtidig argumenterede de for, at keynesianerne ikke tog højde for betydningen af rationelle forventninger. Endelig fremlagde de en anden fortolkning af konjunkturbevægelser, som ikke byggede på prisstivheder og stød til efterspørgslen, men i stedet på ændringer i produktionsteknologien (dvs. stød til udbudssiden) på velfungerende markeder med fleksible priser – altså en radikalt anden tilgang end keynesianernes. Ifølge de nyklassiske tanker var keynesiansk inspirerede forsøg på at stimulere efterspørgselssiden via eksempelvis finanspolitikken i bedste fald nyttesløse.

Nykeynesianere

Udfordringen fra nyklassikerne blev fra omkring 1980 taget op af de såkaldte nykeynesianere. De tog ligesom nyklassikerne udgangspunkt i en eksplicit mikroøkonomisk begrundet forklaring af den økonomiske adfærd og overtog princippet om rationelle forventninger som et naturligt udgangspunkt for forventningsdannelsen. Nykeynesianerne lagde imidlertid samtidig afgørende vægt på, at økonomien er præget af forskellige markedsfejl, som vil føre til, at priserne kun tilpasser sig langsomt, og at ændringer i efterspørgslen derfor vil påvirke økonomien, som Keynes oprindelig fremførte. Man kan derfor sige, at nykeynesianerne gav mange af de oprindelige keynesianske tanker et mikroøkonomisk fundament. Blandt vigtige nykeynesianske forskere er Edmund Phelps, Stanley Fischer, Olivier Blanchard, John Taylor, Jordi Galí og Michael Woodford.

Nykeynesianernes forskning går dermed i høj grad ud på at belyse, hvilke konkrete forhold der gør, at markedsmekanismen ikke fungerer perfekt, og hvad konsekvenserne heraf vil være. Det drejer sig om forhold som bl.a. virksomhedernes markedsmagt, problemer med at skaffe information og problemer med at skrive økonomiske kontrakter, der tager højde for fremtidens usikkerhed. Nykeynesianerne har fremført, at sådanne markedsfejl kan forklare, hvorfor der opstår konjunktursvingninger. Dermed forklarer den nykeynesianske tankegang, hvordan økonomisk politik potentielt kan forbedre økonomiens virkemåde både på kort sigt via konjunkturstabiliserende politik og på længere sigt ved at forbedre økonomiens strukturer.

Post-keynesianere

Desuden findes en mindre gruppe af såkaldt post-keynesianske økonomer. Modsat nykeynesianerne, der udgør en vigtig del af den nutidige mainstreamøkonomiske tankegang, regnes post-keynesianerne for en heterodoks økonomisk retning. Post-keynesianerne tæller forskere som Joan Robinson, Nicholas Kaldor og Hyman Minski. Post-keynesianerne har aldrig accepteret den neoklassiske syntese, men har det fælles kendetegn, at deres makroøkonomiske tankegang bygger på, at efterspørgslen også på lang sigt er styrende for den økonomiske udvikling. I 1978 blev tidsskriftet Journal of Post Keynesian Economics grundlagt som et samlingssted for post-keynesianske tanker.

Keynesianismens betydning i dag

Keynesianske ideer om træghed i pris- og løndannelsen på kortere sigt og i sammenhæng hermed betydningen for aktivitetsniveau og beskæftigelse af stød til den aggregerede efterspørgsel spiller en stor rolle i moderne makroøkonomisk tænkning, ofte i nykeynesiansk iklædning. De er således centrale for den kortsigtede udvikling i traditionelle danske makroøkonomiske modeller som ADAM. Nykeynesianske tanker er også bærende for de såkaldte DSGE-modeller (efter engelsk Dynamic Stochastic General Equilibrium Models), som er den fremherskende modeltype til analyser af konjunktursituationen i centralbanker verden over. Tankegangen er dermed afgørende for bl.a. principperne bag stabiliseringspolitik, som den udføres i Danmark og andre OECD-lande.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig