Klassisk økonomisk teori er en sammenhængende økonomisk doktrin fra ca. 1800 til ca. 1870 om prisdannelse, den økonomiske fordeling og den økonomiske udvikling. Grundlæggende for doktrinen var Adam Smiths lære i værket Wealth of Nations (1776), der gør rede for, hvordan priserne bestemmes på markederne. Selvom en vares markedspris vil bevæge sig op og ned afhængigt af markedets svingninger, vil disse bevægelser centreres om det, som Adam Smith kaldte varens naturlige pris, og som er bestemt af dens produktionsomkostninger. Vareudbuddet vil nemlig øges eller mindskes alt efter, om varens markedspris ligger over eller under den naturlige pris. En fri markedsprisdannelse er derfor et centralt element i de mekanismer, der tilpasser udbud og efterspørgsel. Politiske indgreb i eller kontrol med markederne vil forstyrre denne tilpasning og bør efter Adam Smiths mening i videst muligt omfang afskaffes.

Denne doktrin om økonomisk frihed, også med hensyn til udenrigshandel, videreføres i den klassiske økonomiske teori, hvis væsentligste bidragydere var Thomas Robert Malthus, David Ricardo, Jean-Baptiste Say, James Mill, John Stuart Mill og måske Karl Marx.

Prisdannelse

I det klassiske system bestemmes varens naturlige pris, dvs. dens produktionsomkostninger, af priserne på de produktionsfaktorer, der er medgået til dens produktion. Det drejer sig om priserne på de tre tilgrundliggende faktorer i al produktion: jord, arbejdskraft og kapital. En teori om, hvordan jordrenten, arbejdslønnen og kapitalrenten eller profitraten bestemmes, vil samtidig være en teori om, hvordan indkomsterne fordeles mellem samfundets økonomiske klasser: jordejere, arbejdere og kapitalister. Ricardo tillagde dette prisfordelingsspørgsmål afgørende betydning. Et forsøg på at bestemme de naturlige priser med udgangspunkt i varens arbejdsværdi, dvs. den arbejdsmængde, der direkte og indirekte er medgået til dens produktion, måtte opgives, omend idéen blev videreført af Marx, men med et noget andet indhold.

Bestemmelsen af jordrente, arbejdsløn og profitrate og dermed af fordelingen blev set i et perspektiv, der inddrog udviklingen på længere sigt. Omkring år 1800 mente Malthus at kunne påvise en konflikt mellem den tendens til befolkningsforøgelse, som en øget levefod ville medføre, og de begrænsede fødevareresurser. I 1817 viste Ricardo, hvordan dette forhold i en økonomisk vækstanalyse ville indebære øget kornefterspørgsel og dermed en uafvendelig tendens til højere jordrenter (og jordpriser), idet han ligesom Malthus antog, at befolkningstallet måtte stige, så snart levefoden oversteg et af kulturelle og historiske forhold bestemt minimumsleje. Dette minimum ville samtidig være bestemmende for den arbejdsløn, der på langt sigt skulle råde, hvis presset på dyrkbar jord skulle neutraliseres. Presset kunne lettes midlertidigt, hvis man tillod import af (billigt) korn.

Stagnation

I den klassiske teori er tendensen til vækst og udvikling styret af kapitalisternes ønske om at udvide produktion og afsætning. Indtjeningen måles ved profitraten, dvs. det indvundne overskud sat i forhold til den investerede kapital. Kapitalisternes ønske om aktivitetsudvidelse aftager med faldende prisniveau, og niveauet kan blive så lavt, at enhver investeringslyst forsvinder.

I en økonomisk vækstproces vil profitraten efter de klassiske økonomers opfattelse have en tendens til at falde til et sådant niveau, at al vækst vil høre op. I en økonomisk vækstproces (uden teknologiske ændringer) vil kapital, arbejdsstyrke og befolkning vokse i tal, men det vil blive stadig vanskeligere at skaffe fødevarer nok til den voksende befolkning. Det vil vise sig ved, at jordrenterne vokser, således at der bliver stadig mindre tilovers pr. kr. indskudt kapital og pr. arbejder, når jordrenterne er betalt. Væksten må slutte, når jordrenten er vokset så meget, at både profitrate og arbejdsløn er presset ned til deres minimum, således at befolkningen ikke længere vokser, og således at kapitalisterne ikke ønsker at investere yderligere. Pga. knaphed på dyrkbar jord vil enhver vækst således være midlertidig, og man ender uvægerlig i en stagnerende økonomi. Dette resultat gav i 1800-tallet nationaløkonomien betegnelsen den mismodige videnskab.

Når Karl Marx gav sit hovedværk Kapitalen undertitlen En kritik af den politiske økonomi, var det netop den klassiske teori, han havde i tankerne. Hvad han selv nåede frem til, kan ses som en revideret udgave af teorien, hvor han søgte at vise nogle centrale klassiske resultater af profitratefald og lønpres, men uden som i det klassiske system at skulle henvise til Malthus' tanker om befolkningsvækst og fødevarebegrænsning. Derudover genopdagede han arbejdsværdilæren, dog ikke som en egentlig pristeori, men som en teori, der kunne belyse hans udbytningsbegreb.

Betydning i eftertiden

Den klassiske teori var enerådende som referenceramme for diskussionen af økonomisk vækst og udvikling helt op til 1870'erne til trods for, at dens forudsigelser var slået fejl på næsten alle områder. Lønningerne var stigende, profitraten ikke presset, og befolkningsforøgelsen syntes ikke at løbe fra produktionen af fødevarer. Når den forudsete stagnation udeblev, skyldtes det de teknologiske fremskridt, som fulgte med industrialiseringen, og som den klassiske teori næsten intet havde at sige om, ligesom der var tavst om konjunkturkriser og arbejdsløshed; et forhold, som Marx søgte at råde bod på.

Til analyse og karakteristik af industrialiserings- og vækstproblemet i 1800-tallet er det klassiske system næsten værdiløst. Dets betydning består i, at det er bygget op om en lang række nærmest enkeltstående analyser af blivende værdi. Her må først og fremmest nævnes bidrag til udenrigshandelens teori, arbejdsmarkedsteori, teorien om prisdannelsen på jord samt i øvrigt mange originale betragtninger til belysning af fordele og ulemper ved frie markeder. Disse betragtninger blev videreført efter 1870'erne af den efterfølgende neoklassiske økonomiske retning med en fornyelse af pristeorien og med mere dybtgående udforskninger af allokering og (markeds)ligevægt. Derimod blev Malthus' befolkningsteori opgivet, og hermed gled interessen for økonomisk vækst og udvikling noget i baggrunden. Først fra 1950'erne blev vækst og udviklingsproblemer igen integreret som elementer i den økonomiske teori.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig