mikroøkonomi

Befolkningen er inddelt i husholdninger, der har præferencer for en række goder – både materielle forbrugsgoder og immaterielle forhold som for eksempel fritid, et godt helbred, tryghed, fairness og et tilfredsstillende omgivende miljø. Husholdningerne antages typisk at nyttemaksimere, dvs. at de handler, så de opnår den højst mulige forventede gevinst i forhold til deres præferencer og de bibetingelser, som de er underlagt, f.eks. budgetmæssige begrænsninger. Husholdningernes efterspørgsel efter forbrugsvarer kan således forklares som et resultat af dels, hvor meget vægt de lægger på at kunne forbruge varen (deres præferencer), dels deres indkomst samt varens og evt. beslægtede varers pris. Også beslutninger som arbejdsudbud (hvor meget man ønsker at arbejde i forhold til at holde fri) og opsparing (fordeling af forbruget over tid) kan forklares ved samme model for nyttemaksimering.

På produktionssiden er den grundlæggende aktør virksomheden. Virksomheder ansætter arbejdskraft, foretager investeringer samt køber råvarer og halvfabrikata for at fremstille varer og tjenester, som de sælger. Virksomheder anses typisk for at have som mål at maksimere deres profit (fortjeneste). Det indebærer både at fremstille varerne billigst muligt (omkostningsminimering) og vælge det optimale produktionsniveau og evt. pris for varerne. Afhængigt af markedsforholdene kan virksomheden være prissætter eller pristager.

Husholdninger og virksomheder er de to mest grundlæggende typer aktører. Tilsammen kan deres adfærd bestemme såvel efterspørgslen efter varer og tjenester på et marked som deres produktion (udbud). Mikroøkonomer har dog også studeret adfærden hos mange andre typer organisationer og individer.

Moderne (mikro-)økonomisk teori regnes almindeligvis for at starte med Adam Smiths analyser af markedsøkonomiens funktionsmåde i bogen The Wealth of Nations (Nationernes Velstand) fra 1776. Smith påviste, hvordan markedernes frie konkurrence ville medføre, at der netop blev fremstillet de varer, forbrugerne ønskede at aftage, og at priserne i det lange løb ville svare til produktionsomkostningerne. Smith anvendte en metafor om, at markedskræfterne var styret af ”en usynlig hånd”, og dette billede er siden blevet brugt mange gange om tanken bag en markedsøkonomi med fuldkommen konkurrence. Smith var den første af en række såkaldte klassiske økonomer, der stod bag videreudviklingen af den (mikro-)økonomiske teori i det følgende århundrede. Blandt disse var også Jean-Baptiste Say, der er kendt for Says lov, der siger, at udbuddet skaber sin egen efterspørgsel, Thomas Malthus og David Ricardo. Ricardo udviklede en teori om indkomstfordelingen mellem de tre grupper jordejere, kapitalister og arbejdere i datidens økonomiske verdensbillede og med sine tanker om, hvordan det er komparative snarere end absolutte fordele, der bestemmer handelsmønstrene mellem forskellige lande, lagde grunden til den klassiske handelsteori.

Fra 1870’erne blev den klassiske økonomiske teori afløst af den neoklassiske teori, der blandt andet tæller navne som Alfred Marshall, William Stanley Jevons, Carl Menger og Léon Walras og i USA John Bates Clark og Irving Fisher. Neoklassikerne byggede videre på klassikernes tanker, men indførte en række nye principper og tankegange, der stadig i dag udgør et fundament for den mikroøkonomiske tankegang og analysemetode. Neoklassikerne anvendte således præcise matematiske analysemetoder og skabte derved den matematisering af den økonomiske teori, som stadig i dag er karakteristisk for denne samfundsvidenskab. Neoklassikerne tog også konsekvent afsæt i enkelte individers handlinger og udledte denne ud fra de rationelle aktørers ønske om at maksimere henholdsvis deres nytte (forbrugerne) eller profit (producenterne). Samtidig knæsatte de princippet om, at det er den ekstra (marginale) nytte, som en vare forårsager, og den marginale omkostning ved at producere den, der er afgørende for varens pris, og ikke den samlede eller gennemsnitlige nytte ved forbruget af varen eller de samlede produktionsomkostninger. Dette princip om at lægge vægt på den marginale anvendelse af et gode blev af overordentlig stor betydning for den videre økonomiske tankegang og har medført, at fremkomsten af de neoklassiske tanker også benævnes den marginalistiske revolution indenfor økonomisk teori.

Neoklassikernes analyser tog generelt udgangspunkt i velfungerende markeder karakteriseret ved fuldkommen konkurrence og uden markedsfejl, hvilket var afgørende for mange af deres resultater. I løbet af 1800-tallet analyserede de to franske økonomer Antoine Augustin Cournot og Joseph Bertrand monopol- og oligopolmarkeder, og i starten af 1900-tallet udviklede Arthur Pigou velfærdsøkonomien og undersøgte betydningen af eksternaliteter.

Indtil 1930’erne var de neoklassiske tanker helt dominerende indenfor den økonomiske forskning. Under indtryk af den store depression i dette årti fik John Maynard Keynes’ tanker imidlertid stor opmærksomhed og førte til fremkomsten af makroøkonomi som et selvstændigt fag, der fokuserede på økonomiens overordnede (aggregerede) sammenhænge. Opdelingen af den økonomiske forskning og undervisning i mikro- og makroøkonomi stammer således fra dette tidspunkt. Den norske økonom og senere Nobelpristager Ragnar Frisch menes at være den første, der påpegede sondringen mellem ”mikro-dynamisk” og ”makro-dynamisk” analyse (i 1933), mens selve ordet mikroøkonomi vides anvendt fra 1941.

Mens Keynes’ tanker spillede en stor rolle fremover indenfor makroøkonomi, gav en række økonomer og matematikere i efterkrigstiden vigtige bidrag til den fortsatte udvikling af forskningen i mikroøkonomi. Blandt andre John Forbes Nash, John von Neumann og Oskar Morgenstern var pionerer indenfor spilteori, der blev et meget vigtigt redskabsfag, ikke mindst i studiet af markeder, hvor nogle aktører har markedsmagt, eksempelvis oligopolmarkeder. Kenneth Arrow og Gerard Debreu leverede i starten af 1950’erne det endelige grundlag for velfærdsøkonomien og dens hovedsætninger, som mange betragter som fundamentet for moderne mikroøkonomisk teori. Gary Becker anvendte den økonomiske tilgang til analysen af menneskers adfærd på en række områder, som ikke tidligere var blevet betragtet som økonomiske spørgsmål, som uddannelsesbeslutninger (uddannelsesøkonomi), spørgsmål som indgåelse af ægteskab og beslutninger om børnefødsler og -opdragelse (familieøkonomi), afhængighed af rusmidler samt forbrydelse og straf (retsøkonomi, på engelsk kendt som "law and economics") og udvidede dermed mikroøkonomiens arbejdsfelt betragteligt. George Akerlof, Joseph Stiglitz og Michael Spence, der delte Nobelprisen i økonomi i 2001, var foregangsmænd indenfor informationsøkonomien, der fik sit gennembrud omkring 1970.

I det 21. århundrede er den mikroøkonomiske mainstream-tankegang i stigende grad blevet præget af indflydelsen fra adfærdsøkonomien. En lang række anerkendte eksperimenter har demonstreret, hvordan økonomiske aktører i deres adfærd systematisk afviger fra den traditionelle opfattelse af rationel adfærd og snarere udviser, hvad der kan betegnes som begrænset rationalitet, eksempelvis ved at anvende forsimplede tommelfingerregler i stedet for mere grundige overvejelser med anvendelse af al tilgængelig information, og denne indsigt indarbejdes i stigende grad i moderne mikroøkonomisk tænkning. Tildelingen af Nobelprisen til psykologen Daniel Kahneman i 2002 og senere (i 2017) til adfærdsøkonomen Richard Thaler er udtryk for denne udvikling.