Neoklassisk økonomisk teori er betegnelsen for en økonomisk teoriretning, der blev udviklet i perioden 1870-1930, og som på mange måder udgjorde en afgørende videreudvikling af den økonomiske videnskab i forhold til den foregående klassiske økonomiske teori. Udtrykket neoklassisk økonomi blev oprindelig anvendt specfikt om de tanker, der blev udviklet af den britiske økonom Alfred Marshall og skolen omkring ham i Cambridge i sidste halvdel af 1800-tallet. Siden anden verdenskrig er betegnelsen blevet anvendt mere bredt som en fælles betegnelse for hovedstrømmen af økonomisk teori fra 1870 til 1930. Retningen betegnes også som marginalistisk økonomisk teori, fordi et af de markante neoklassiske træk var en stor vægt på studiet af marginale (dvs. helt små) ændringer i økonomiske størrelser, eksempelvis marginalnytte og marginalprodukt.
Faktaboks
- Etymologi
-
neoklassisk kommer af det græske ord neos 'ny, ung' og klassisk efter latin classicus, afledt af classis 'afdeling'. Betegnelsen 'neoklassisk' om den økonomiske retning blev først brugt af Thorstein Veblen i 1900. Selvom betegnelsen nyklassisk økonomisk teori i sidste ende har samme sproglige indhold, er der tale om to forskellige økonomiske grupperinger, både tids- og indholdsmæssigt.
- Også kendt som
-
marginalistisk økonomisk teori
Siden 1930 er den neoklassiske teori på mange områder blevet suppleret med eller afløst af nyere økonomiske tankegange, men neoklassiske principper udgør stadig én af inspirationskilderne for den moderne mainstreamøkonomiske forskning.
Desuden anvendes udtrykket neoklassisk også indenfor særlige økonomiske delområder om mere specifikke teorier, udviklet langt senere, men baseret på samme marginalistiske grundantagelser. Ofte anvendes betegnelsen ret upræcist.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.