Neoklassisk økonomisk teori er betegnelsen for en økonomisk teoriretning, der blev udviklet i perioden 1870-1930, og som på mange måder udgjorde en afgørende videreudvikling af den økonomiske videnskab i forhold til den foregående klassiske økonomiske teori. Udtrykket neoklassisk økonomi blev oprindelig anvendt specfikt om de tanker, der blev udviklet af den britiske økonom Alfred Marshall og skolen omkring ham i Cambridge i sidste halvdel af 1800-tallet. Siden anden verdenskrig er betegnelsen blevet anvendt mere bredt som en fælles betegnelse for hovedstrømmen af økonomisk teori fra 1870 til 1930. Retningen betegnes også som marginalistisk økonomisk teori, fordi et af de markante neoklassiske træk var en stor vægt på studiet af marginale (dvs. helt små) ændringer i økonomiske størrelser, eksempelvis marginalnytte og marginalprodukt.

Faktaboks

Etymologi

neoklassisk kommer af det græske ord neos 'ny, ung' og klassisk efter latin classicus, afledt af classis 'afdeling'. Betegnelsen 'neoklassisk' om den økonomiske retning blev først brugt af Thorstein Veblen i 1900. Selvom betegnelsen nyklassisk økonomisk teori i sidste ende har samme sproglige indhold, er der tale om to forskellige økonomiske grupperinger, både tids- og indholdsmæssigt.

Også kendt som

marginalistisk økonomisk teori

Siden 1930 er den neoklassiske teori på mange områder blevet suppleret med eller afløst af nyere økonomiske tankegange, men neoklassiske principper udgør stadig én af inspirationskilderne for den moderne mainstreamøkonomiske forskning.

Desuden anvendes udtrykket neoklassisk også indenfor særlige økonomiske delområder om mere specifikke teorier, udviklet langt senere, men baseret på samme marginalistiske grundantagelser. Ofte anvendes betegnelsen ret upræcist.

Den marginalistiske revolution

Klassiske økonomer som Adam Smith kunne ikke forklare, hvorfor vand var nyttigt, men billigt, mens diamanter var unyttige, men dyre. Omkring 1870 løste William Stanley Jevons (Storbritannien), Carl Menger (Østrig) og Léon Walras (Frankrig) samtidig og uafhængigt af hinanden dette vand-diamant-paradoks. Løsningen bestod i at erkende, at det var den ekstra (marginale) nytte og den ekstra (marginale) omkostning, som en ekstra enhed af en vare forårsagede, der afgjorde varens pris, og ikke den samlede nytte eller den samlede omkostning. Ordet marginal er inden for økonomi betegnelse for den første afledede i matematikken, og denne anvendelse af differentialregning var begyndelsen til matematiseringen af økonomisk teori, et vigtigt aspekt af neoklassisk økonomisk teori.

Andre aspekter var, at teorien tog udgangspunkt i det enkelte individs handlinger. Individet antages at handle rationelt, og den enkelte forbruger antages at have nytte af varerne. Forbruget vælges herefter, så nytten bliver så stor som mulig. Producenterne antages at gøre profitten så stor som mulig, men under givne priser. Priserne bestemmes herefter som ligevægtspriser, således at forbrug og produktion bliver lige store. Disse og andre aspekter af teorien var som hos klassiske økonomer, hvilket kan berettige betegnelsen neoklassisk.

Der var imidlertid store forskelle mellem de neoklassiske økonomer indbyrdes. Briten Francis Edgeworth løste fundamentale problemer om, hvordan konkurrence fører til, at der på én vare er én pris, som er ens i alle handler. Walras grundlagde den generelle ligevægtsteori, hvor teorien for de enkelte forbrugere og producenter er grundlag for en teori om hele samfundsøkonomien. Svenskeren Knut Wicksell udviklede kapitalteori. Marshall var en dominerende figur med detaljerede bidrag til studier af en lang række forskellige problemer, og i USA var de fremmeste bidragydere John Bates Clark og Irving Fisher.

Implikationer

De oprindelige neoklassiske økonomer tog udgangspunkt i markeder med fuldkommen konkurrence. Sådanne antagelser vil resultere i, at producenterne producerer det, forbrugerne ønsker, og alle har frihed til at vælge inden for produktionsmulighederne og inden for deres budget. Politiske ønsker om at påvirke indkomstfordelingen kan opfyldes uden at gribe ind i priser og markeder ved en eller anden form for indkomstoverførsel. Yngre økonomer med et neoklassisk udgangspunkt, således Arthur Pigou og Edward Chamberlin, udvidede teorien til at betragte situationer med forskellige markedsfejl som eksempelvis eksternaliteter (Pigou) og ufuldkommen konkurrence (Chamberlin). I tilstedeværelsen af markedsfejl tilsiger de neoklassiske principper, at en ureguleret markedsøkonomi giver uønskede resultater. Neoklassisk tænkning fører således ikke til entydige konklusioner om ønskeligheden af at gribe ind i markedernes funktionsmåde – det vil afhænge af de nærmere konkrete forudsætninger i hver enkelt situation.

Den neoklassiske teori har, i modstrid med hvad mange tror, ingen implikationer om ejendomsret til de producerende virksomheder. Det er fra teoriens synspunkt ligegyldigt, om den maksimale profit, som er resultatet af producenternes valg, går til aktieejere, arbejdere eller staten. Det afgørende er, at priserne tages som givne, og profitten gøres så stor som mulig.

Keynes og den neoklassiske syntese

Den neoklassiske økonomiske teori var dominerende indtil den store depression i 1930'erne. Det blev da umuligt at opretholde antagelsen om, at priser, herunder lønninger, fastsættes således, at der er markedsclearing på vare- og arbejdsmarkederne. Dette medførte, at Keynes’ tanker om pris- og lønstivheder og efterspørgslens afgørende betydning for beskæftigelsen vandt frem, og makroøkonomi udviklede sig som en selvstændig og stærkt keynesiansk inspireret disciplin.

Fra midten af 1950'erne til midten af 1970'erne talte mange økonomer, specielt Paul A. Samuelson, om den neoklassiske syntese af de ældre neoklassiske og nyere keynesianske tanker. Syntesen byggede på en udbredt enighed om to forhold: Dels at husholdninger og virksomheder var grundlæggende rationelle og deres adfærd derfor med fordel kunne studeres ved hjælp af standard- (neoklassiske) mikroøkonomiske metoder, og dels at priser og lønninger ikke tilpassede sig særlig hurtigt, så markederne var ikke præget af fuldkommen konkurrence. Implikationerne heraf var, at det var nødvendigt, at myndighederne førte en aktiv stabiliseringspolitik for at sikre stabil beskæftigelse og inflation, men at den ældre neoklassiske økonomiske teori under denne afgørende forudsætning i øvrigt kunne give en god beskrivelse af virkeligheden.

Den første oliekrise i 1973 satte efter manges mening spørgsmålstegn ved denne syntese. Oliekrisen medførte såkaldt stagflation – en situation, hvor inflation og arbejdsløshed stiger samtidig – hvad den hidtidige tankegang havde svært ved at forklare. Intellektuelt blev syntesen samtidig udfordret af de såkaldte nyklassiske økonomer, der trods navneligheden udgør en anden strømning end neoklassikerne. Nyklassikerne med Robert Lucas og Edward Prescott som nøglefigurer voksede frem i 1970’erne. De fremførte blandt andet, at tankegangen bag den neoklassiske syntese ignorerede betydningen af rationelle forventninger. Debatten om disse forhold førte efterhånden i 1990’erne til fremkomsten af det, som nogle omtalte som den ”nye neoklassiske syntese”, som integrerede elementer fra de forskellige retninger i en ny samlet tankegang.

Eftermæle

I dag spiller neoklassiske principper fra den marginalistiske revolution en vigtig rolle som en del af den økonomiske mainstreamtankegang, men suppleret med indsigt fra senere forskere som keynesianernes og nykeynesianernes fokus på markeder, der er præget af markedsfejl og derfor manglende markedsclearing, nyklassikernes introduktion af rationelle forventninger og et eksplicit mikrofundament, og adfærdsøkonomiens påpegning af, at individer i nogle sammenhænge handler begrænset rationelt.

Andre anvendelser

Betegnelsen neoklassisk anvendes også i mere specifikke sammenhænge indenfor særlige områder af økonomisk teori og om modeller, baseret på neoklassiske metoder og grundantagelser. Således bruges udtrykket en ”neoklassisk produktionsfunktion” af nogle økonomer om en produktionsfunktion med visse bestemte egenskaber. Et andet eksempel er Robert M. Solows banebrydende arbejde indenfor vækstteori i 1950’erne. Solows modeller betegnes ofte som neoklassiske vækstmodeller, både i modsætning til tidligere keynesiansk inspirerede vækstmodeller som Harrod og Domars arbejde og den senere endogene vækstteori.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig