Nyklassisk økonomisk teori er en makroøkonomisk teoriretning med oprindelse i 1970’erne, der havde sin største indflydelse i 1900-tallets sidste årtier, ikke mindst i USA. Nyklassikerne var i skarp opposition til den hidtidige fremherskende keynesianske tænkning. Modsat keynesianerne antog nyklassikerne, at markedsøkonomien generelt fungerede perfekt uden markedsfejl og trægheder i pristilpasningen. Mens dette udgangspunkt ikke har vundet blivende tilslutning blandt de fleste økonomer, har nyklassikerne indført flere andre vigtige metodiske nyskabelser, som senere blev overtaget af blandt andre de nykeynesianske økonomer og efterhånden er blevet en del af den økonomiske mainstreamtankegang. Det gælder ikke mindst princippet om rationelle forventninger.
Robert E. Lucas regnes ofte for den førende personlighed blandt nyklassikerne. Andre kendte nyklassiske økonomer er Robert Barro, Edward Prescott og Thomas Sargent.
Den nyklassiske teori bør ikke forveksles med den neoklassiske økonomiske teori, der er den teorihistoriske betegnelse for den økonomiske forskning, der var fremherskende i perioden fra ca. 1870 indtil den store depression i 1930’erne. Selvom forstavelsen ”neo-” betyder ”ny”, er der tale om to forskellige distinkte økonomiske traditioner.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.