planøkonomi

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

planøkonomi, politisk-økonomisk system, hvori produktion, beskæftigelse og fordeling af produktionsresultatet i betydeligt omfang styres af centralt lagte planer. Hvis de centrale planer er detaljerede og bindende, taler man om en kommandoøkonomi, der som idealtype er modbegrebet til den rene markedsøkonomi. Planøkonomi forudsætter ikke kollektiv ejendomsret til produktionsmidlerne, som det fx ses under socialisme, men forbindes ofte hermed.

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev den tyske økonomi underlagt en fireårsplan uden indgreb i den private ejendomsret. Systemet, som blev videreført indtil 1945, kan betegnes som centralt styret monopolkapitalisme. Den amerikanske krigsøkonomi 1941-45 var tilsvarende centralt styret med opretholdelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Genrejsningen af Vesteuropa efter 2. Verdenskrig blev understøttet af national planlægning; særlig kendt er den franske indikative (retningsgivende) planlægning (i modsætning til kommandoplanlægning) i form af fireårsplaner fra 1947 og fra slutningen af 1960'erne i form af generelle fremskrivninger. De indikative planer var ikke bindende for virksomhederne, men skabte en fælles referenceramme for virksomheder, banksystem og den offentlige sektor.

Begrebet planøkonomi forbindes i særlig grad med Sovjetunionens politisk-økonomiske system. Fra 1928 blev den sovjetiske økonomi styret efter planer; almindeligvis fem- eller syvårsplaner. Planerne blev afstemt ved udmeldinger og tilbagemeldinger mellem det øverste planlægningsorgan, Gosplan, og et større antal ministerier for de enkelte brancher, som igen afstemte planerne med virksomhederne.

Der har været tilbøjelighed til at forstå Sovjetunionens opløsning i 1991 som resultat af det planøkonomiske systems fallit. På tidspunktet for sammenbruddet kunne det økonomiske system, trods åbenbare tegn på ineffektivitet, imidlertid give befolkningen en i historisk sammenhæng tryg levestandard, samtidig med at Sovjetunionen fortsat kunne opretholde sin stormagtsstatus. Sammenbruddet bør derfor snarere forstås som et moralsk sammenbrud for det politiske system.

Bedømmelsen af planøkonomi som system må bygge dels på konkrete historiske erfaringer, dels på teoretiske overvejelser. Den totalitære socialistiske planøkonomi i Sovjetunionen præsterede betydelige resultater under de første femårsplaner og i genrejsningen efter 2. Verdenskrig. Den totalitære kapitalistiske planøkonomi i Nazityskland såvel som krigstidens planøkonomier i de demokratiske kapitalistiske lande var succeser i lyset af markedsøkonomiernes krise i 1930'erne. Et af de vægtigste teoretiske bidrag kom fra F.A. von Hayek i 1930'ernes debat om socialisme og planlægning. Ifølge von Hayek udmærker det frie marked sig ved, at det muliggør en opdagelsesproces, hvorunder den forskelligartede viden, der findes spredt på utallige mennesker, bliver kombineret og udnyttet effektivt. Da de centrale planlæggere i forhold hertil har en ufuldkommen viden, kommer planøkonomien til kort i forhold til den frie markedsøkonomi. Efter et delvis beslægtet argument rammes en planøkonomi af fænomenet asymmetrisk information i den forstand, at de underordnede led i økonomien besidder langt flere informationer om deres eget område end de centrale planlæggere. Disse informationer bliver enten ikke nyttiggjort eller bliver i værste fald brugt til egen fordel af de underordnede led. Disse teoretiske overvejelser kan forklare, at planøkonomier har været succeser i opbygnings- og krigssituationer, hvor motivationen har været høj i hele samfundet, og tillige forklare, at den sovjetiske planøkonomi kom i vanskeligheder i takt med Sovjetsamfundets moralske forfald.

Efter Sovjetunionens opløsning og Kinas forsøg på at ændre sin økonomi i markedsorienteret retning findes planøkonomi i betydningen kommandoøkonomi stort set ikke. Der er i begyndelsen af 2000-t. næsten universel enighed om, at kommandoøkonomi er en uhensigtsmæssig organisering af samfundsøkonomien. Samtidig erkendes nødvendigheden af indikativ (retningsgivende) planlægning i form af, at statsmagten sætter rammer for økonomien støttet på sigtelinjer i relation til samfundets hovedkomponenter, i Europa eksempelvis i forbindelse med aldringen af befolkningerne.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
01/02/2009
Ekspert
guan
Oprindelig forfatter
AxM
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki