Kalkulation, beregning, overslag; inden for driftsøkonomi beregning af omkostninger, som er medgået ved produktion af enkelte dele af en virksomheds produktsortiment. Ved en kalkulation sker der en fordeling af omkostninger dels på de enkelte produkter, dels på de enkelte producerede enheder af hvert produkt, således at det endelige resultat er en stykomkostning (egenpris) for hver enkelt vare fremstillet i virksomheden. Den kalkulerede stykomkostning kan derefter bruges ved prisfastsættelse og ved den løbende kontrol med virksomhedens omkostninger.

Da stykomkostningerne er fremkommet ved en fordeling af en række forskellige omkostninger, fx lønninger, råmaterialer, energi, husleje, på de enkelte producerede varer, omkostningsbærerne, vil resultatet afhænge af, hvordan denne fordeling er gennemført. For visse typer af omkostninger lader denne fordeling sig gennemføre helt uproblematisk, fordi disse omkostninger kun vedrører en enkelt vare, men for de resterende typer af omkostninger er der ikke en sådan på forhånd oplagt tilordning af relevante omkostninger. Derfor vil fordelingen ofte have en vilkårlig karakter, baseret på konventioner, som kan være rimelige, men alligevel savner en præcis begrundelse.

En systematisk analyse af metoder til omkostningsfordeling er først påbegyndt i 1980. Man søger her at karakterisere fordelingsmetoder ud fra de egenskaber, som metoderne gerne skulle have. Denne aksiomatiske omkostningsfordelingsteori, som er baseret på spilteori, kan ikke ændre ved vilkårligheden i fordelingen af indirekte omkostninger, men den kan sikre en konsistens i metode, som den traditionelle tilgang savner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig