Rente - retsgrundlag, Kreditrente eller vederlagsrente er et aftalt vederlag for en ydet kredit og fastsættes som regel ud fra en vurdering af det almindelige rentenivau ved lånets udbetaling, omkostningerne ved lånetransaktionen samt kreditrisikoen, dvs. risikoen for, at lånet ikke bliver betalt tilbage ved forfaldstid. Hvis der ikke er indgået aftale om forrentning, skal der som udgangspunkt ikke betales rente. Hvis man fx låner en ven 10.000 kr. i et halvt år, kan man ikke kræve rente, hvis det ikke var aftalt, selvom man selv har betalt rente af beløbet på sin kassekredit.

Morarente eller forhalingsrente kan enten være aftalt eller følge af Renteloven, hvorefter der skal betales morarente fra forfaldsdagen, dvs. den dag, da beløbet kan kræves betalt, når en sådan dag er fastsat i forvejen. Er der ikke fastsat en forfaldsdag, skal der betales morarente, når der er gået 30 dage efter den dag, kreditor afsender eller fremsætter anmodning om betaling, selv om påkravet ikke angiver, at manglende betaling medfører pligt til at betale rente. Der kan kræves morarente i form af procesrente fra den dag, kreditor indleverer en stævning til retten for at få dom for sit krav. Morarenten er (2007) 7% over Nationalbankens udlånsrente, men reguleres dog kun hver den 1/1 og 1/7.

Læs mere om rente.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig