Substitution, (af lat. substitutio 'udskiftning, erstatning', af sub- og statuere 'sætte, stille'), i økonomi en beskrivelse af det fænomen, at en vare kan erstattes af en anden vare enten i forbruget eller i produktionen. I den økonomiske forbrugsteori er indbyrdes substitution mellem de enkelte forbrugsvarer velkendt; en reduktion af forbruget af én vare kan for den enkelte forbruger godtgøres ved forøgelse af forbruget af en anden vare. Det forhold, hvori denne udskiftning finder sted, kaldes det marginale substitutionsforhold, og det vil, såfremt der er mulighed for at handle på et marked, stemme overens med forholdet mellem varernes pris.

I produktionsteorien interesserer man sig tilsvarende for udskiftning af en af de varer, der indsættes i produktionen, med andre, og der vil også her være overensstemmelse mellem det forhold, hvori varerne kan udskiftes, og prisforholdet på markedet. Såvel i forbrug som i produktion kan der naturligvis optræde par af varer, der ikke kan udskiftes indbyrdes (uden negativ følgevirkning), men snarere hører sammen på en sådan måde, at et større forbrug eller indsats af den ene vare forudsætter et samhørende større forbrug af den anden. Sådanne varer er komplementer (komplementære goder).

I moderne konkurrenceteori har sondringen mellem varer, ud fra om de substituerer eller komplementerer hinanden, fået en ny dimension: Man taler om, at to varer er strategiske substitutter, hvis et øget salg af den ene gør det mest hensigtsmæssigt for konkurrenten at reducere salget af sin vare, mens varerne er strategiske komplementer i den omvendte situation, dvs. hvor et større salg hos den ene virksomhed besvares med større salg hos den anden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig