Økonomisk politik er fællesbetegnelsen for politiske initiativer, som har til formål at påvirke økonomiske forhold i samfundet. Den økonomiske politik kan sigte mod både generelle og specifikke forhold. De generelle mål kan for eksempel være ønsker om at sikre høj og stabil beskæftigelse og skabe grundlag for et stigende økonomisk velstandsniveau, dvs. økonomisk vækst. De specifikke mål kan være knyttet til bestemte markeder som arbejdsmarkedet, vare- eller kapitalmarkederne eller til udviklingen på bestemte områder, eksempelvis særlige brancher eller i bestemte geografiske regioner eller befolkningsgrupper.

Den økonomiske politik kan alternativt opdeles i tiltag, der er orienteret imod at dæmpe konjunktursvingninger i den økonomiske aktivitet, og tiltag, der sigter på at forbedre de økonomiske strukturer i samfundet mere permanent. Den første type betegnes som stabiliseringspolitik og har i sagens natur et midlertidigt tidsperspektiv, mens den sidste type med en fælles betegnelse kaldes strukturpolitik.

Fordeling kontra efficiens

Traditionelt opdeles motiverne bag den økonomiske politik i ønsker om enten at fremme en bestemt fordeling af goderne eller at forbedre samfundets efficiens, også kaldet den samfundsøkonomiske effektivitet.

Fordelingspolitiske ønsker opstår, når de politiske beslutningstagere ikke ønsker at acceptere den fordeling af de økonomiske muligheder, som en ureguleret markedsøkonomi frembringer. Forskellige interessegrupper vil naturligt forsøge at tilgodese deres egne interesser i den politiske beslutningsproces.

Markedsfejl

Ønsker om at gribe ind for at forbedre den samfundsøkonomiske effektivitet er typisk begrundet i, at en ureguleret markedsøkonomi som følge af forskellige markedsfejl ikke vil fungere problemløst. Det kan skyldes manglende konkurrence, fravær af bestemte typer markeder, ufuldkommen og specielt asymmetrisk information samt eksterne effekter som følge af påvirkninger og afhængighed ud over dem, som følger af, at man handler på et marked (eksempelvis udledning af drivhusgasser). Sådanne markedsfejl præger i forskelligt omfang verdens markedsøkonomier, og en fornuftig økonomisk politik vil i så fald kunne afhjælpe problemet.

Afvejning

Konkrete økonomisk-politiske tiltag påvirker typisk såvel fordelingen som efficiensen i et samfund, og ofte vil virkningen på de to typer af hensyn være modsatrettet. Dette fører til den nok mest fundamentale afvejning i den økonomiske politik, nemlig afvejningen mellem fordelings- og effektivitetshensyn (på engelsk benævnt the equity-efficiency trade-off). Den præger bl.a. skattepolitikken, hvor man typisk vil afbalancere hensynet til en beskatning, der udjævner indkomstforskelle, med hensynet til, at skattesystemet ikke skal indebære for store inefficienser i form af dødvægtstab ved at forvride tilskyndelsen til at arbejde og spare op.

Stabiliseringspolitik

De to vigtigste stabiliseringspolitiske instrumenter i dag er finanspolitikken og pengepolitikken. Finanspolitik (herunder skatte- og udgiftspolitik) omfatter de offentlige udgifters niveau og sammensætning samt deres finansiering gennem forskellige former for skatter og afgifter eller låntagning. Pengepolitikken omfatter især centralbankernes fastsættelse af renteniveauet samt øvrige betingelser, som påvirker finansielle transaktioner.

Pengepolitikkens begrænsninger

Pengepolitik er i dag det mest anvendte stabiliseringsinstrument i de fleste vestlige lande. En af grundene hertil er, at centralbankerne oftest er uafhængige af de valgte politikere og derfor har mulighed for at handle hurtigt og også kan tage upopulære beslutninger, hvis det skønnes fornuftigt. I særlig to situationer er pengepolitik dog ikke anvendelig, hvorfor finanspolitikkens rolle bliver tilsvarende vigtigere. Det ene tilfælde er, når et land fører fastkurspolitik (hvilket blandt andet gælder Danmark). I dette tilfælde må pengepolitikken indrettes på at opretholde den faste valutakurs og kan derfor ikke samtidig styres efter de indenlandske konjunkturforhold. Det andet tilfælde er den såkaldte likviditetsfælde, dvs. en situation med et så lavt renteniveau, at det ikke er muligt for centralbanken at sænke den nominelle rente yderligere. I den situation kan centralbanken ikke stimulere aktivitetsniveauet ved traditionel pengepolitik. En sådan situation har været relevant i mange lande under og efter Finanskrisen.

Tidligere instrumenter

Tidligere har desuden såvel indkomstpolitik (dvs. politiske forsøg på direkte at påvirke pris- og løndannelsen) som valutakurspolitik (i form af devalueringer eller revalueringer) været benyttet som stabiliseringspolitiske virkemidler, bl.a. i Danmark. Begge de to former for politik har dog vist sig at være uhensigtsmæssige og regnes i dag normalt ikke for at være brugbare.

Strukturpolitik

Tilrettelæggelsen af de rammer og spilleregler, som forskellige former for økonomiske aktiviteter foregår under, er en væsentlig del af den økonomiske politik og vedrører forhold i relation til lovgivning, regler, institutioner, overvågning og kontrol. Politiske tiltag, der tager sigte på at ændre de økonomiske rammer på mere permanent basis, betegnes som nævnt strukturpolitik. Strukturpolitikken tager typisk sigte på at forbedre arbejdsmarkedets, varemarkedernes eller de finansielle markeders normale virkemåde.

Typer af strukturpolitik

Vigtige former for strukturpolitik er:

Også finans- og pengepolitik, som er de primære stabiliseringspolitiske redskaber, har strukturpolitiske dimensioner. Således påvirker skatter og tilskud incitamentsstrukturen og kan derfor benyttes til at påvirke adfærden i en ønsket retning, udover at de kan tjene grundlæggende fordelingspolitiske formål. Eksempler er brug af afgifter i miljøpolitikken eller brug af tilskud i fordelingspolitikken.

Andre politikområder som eksempelvis boligpolitik og klimapolitik har også klare økonomiske konsekvenser og skal derfor også medtænkes i den økonomiske politik.

Mål og midler

Teorien om den økonomiske politik har traditionelt sat forholdet mellem antal mål og antal midler (dvs. politiske redskaber) i centrum. Er der i den økonomiske politik flere målsætninger, end der er instrumenter, vil det ikke være muligt at nå dem alle.

Et eksempel kunne være målsætninger om at sikre fuld beskæftigelse samt en lige lønfordeling, men hvor disse målsætninger ikke kan forenes under de eksisterende markedsforhold, arbejdsstyrkens kvalifikationer osv.

I en sådan situation bliver en politisk prioritering nødvendig for at afveje de forskellige målsætninger mod hinanden; fx hvilken vægt der skal lægges på at opnå fuld beskæftigelse i forhold til at sikre en lige lønfordeling.

Politisk økonomi

Der kan være forskellige problemer i det politiske system, der gør en hensigtsmæssig økonomisk politik vanskeligere at gennemføre. Disciplinen politisk økonomi analyserer med økonomiske metoder selve den politiske beslutningsproces, altså rammerne, der skaber den økonomiske politik. Eksempelvis kan forskellige lobbygrupper få uforholdsmæssig stor indflydelse på den førte politik, eller der kan være elementer i den politiske kultur, der fører til for kortsigtede beslutninger.

Et yderligere problem er, at nogle beslutninger ikke forekommer tidskonsistente, dvs. at der fremover kan være incitamenter for politikerne til at fravige den oprindelig annoncerede politik. I så fald risikerer tiltagene at virke utroværdige for befolkningen, hvorfor de ikke vil have den tilsigtede virkning. Et eksempel kunne være, at man politisk betoner nødvendigheden af, at folk selv sparer op til deres alderdom. Opsparingen vil kun blive øget, såfremt det er troværdigt, at man bliver bedre stillet ved at spare mere op. Det forudsætter, at det er tidskonsistent, og derfor, at folk med pensionsopsparing ikke fremover vil få en mindre folkepension eller blive stillet over for krav om brugerbetaling.

Regler og begrænsninger

Disse og andre politisk-økonomiske betragtninger har ført til indførelsen af forskellige institutionelle regler og begrænsninger i den økonomiske politik. Reglerne for gæld og underskud i ØMU’en og i den danske budgetlov er eksempler herpå. Et andet eksempel er, at centralbankerne, der står for pengepolitikken, i vidt omfang i dag er sikret uafhængighed fra de folkevalgte parlamenters og regeringers ønsker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig