Dansk Arbejdsmands Forbunds banner, som hænger hos SID, blev fremstillet for at markere de resultater, arbejderbevægelsen opnåede i 25-års perioden 1871-1896. Fra begyndelsen hørte forkortelse af arbejdstiden og højere løn til arbejderbevægelsens vigtigste krav. Det var fx almindeligt, at der blev arbejdet alle ugens dage, indtil vedtagelsen af en helligdagslov i løbet af 1890'erne, som forbød fabriksarbejde om søndagen.

.

Arbejdstid er et begreb, der normalt forbindes med den ugentlige eller månedlige arbejdstid. Regler om lønnet arbejdstid er fastlagt i de kollektive overenskomster mellem arbejdsgiverforeninger og fagforeninger, i lovgivningen og i de personlige ansættelsesaftaler. Der sondres mellem fuldtidsarbejde, som er mere end 30 timer om ugen, og deltidsarbejde, der er en arbejdstid på under 30 timer om ugen.

Den ugentlige arbejdstid på fuld tid har i mange år uændret været 37 timer for fuldtidsbeskæftigede. De seneste år har der været flere diskussioner om eksempelvis 4 dages arbejdsuge (med 37 timer), og om muligheder for især arbejdsgivere til at planlægge arbejdet indenfor længere perioder. Der har ligeledes være debat om muligheder for at lønmodtagere, eksempelvis gennem en fritvalgslønkonto og evt. ved at lægge særlige feriedage sammen, kan samle fridage til lidt længere perioder.

De kollektive overenskomster

I de kollektive overenskomster er der forskrifter om bl.a. overarbejde, arbejde på forskudt tid og holddrift, herunder betaling for arbejde på ubekvemme tidspunkter.

Arbejdsmiljøloven indeholder 11-timersreglen (dvs. krav om sammenhængende hvileperiode inden for hvert døgn på mindst 11 timer), bestemmelse om et ugentligt fridøgn og bestemmelser om arbejdstid for unge under 18 år.

Arbejdstidsforkortelse og ferie

Arbejdstid kan også beregnes på årsbasis. Her er ferielængden en betydende faktor. Ferielængden var en uge i 1930, tre uger i 1955 og har siden 1981 været fem uger. Der er derudover i mange overenskomster en uge med særlige feriefridage, ligesom der typisk er ret til fravær ved barns første sygedag.

Samlet svarer arbejdstidsforkortelserne og ferieforlængelserne til en reduktion af det årlige arbejdstid siden 1950'erne på ca. 25 %. Den faktiske arbejdstid påvirkes tillige af arbejdsløshed, sygdom, barselsorlov og andre orlovsordninger samt af efteruddannelse.

Arbejdstid over et livsforløb

Over et livsforløb afhænger den samlede arbejdstid for et menneske af tidspunktet for vedkommendes indtræden på arbejdsmarkedet, som igen påvirkes af fx uddannelse og regler for børnearbejde, samt af tidspunktet for vedkommendes udtræden fra arbejdsmarkedet, hvilken er afhængig af fx pensions- og efterlønsordninger.

En arbejdsuge på 37 timer betegnes som et fuldtidsarbejde. Men hvor grænsen for deltidsarbejdstid er, kan diskuteres. I dagpengesystemet skal man arbejde mere end 30 timer om ugen for at være fuldtidsforsikret.

Kvinder arbejder i gennemsnit 4 timer mindre om ugen end mænd.

Arbejdstid, historisk set

Historisk har arbejdstiden varieret betydeligt. I de førkapitalistiske landbo- og håndværkersamfund var arbejdstiden dels bestemt af årstiderne og døgnets vekslen og dels af opgavens art, dvs. at man arbejdede, indtil et bestemt stykke arbejde var fuldført. I den tidlige industrialiseringsfase fra midten af 1800-tallet var arbejdstiden inden for både industri og håndværk særdeles lang; om sommeren op til 12-14 timer i døgnet, om vinteren noget kortere pga. manglende lys.

Fagbevægelsens grundlæggelse i 1870'erne

Fra fagbevægelsens grundlæggelse i 1870'erne blev nedsættelse af arbejdstiden et hovedmål, der indgik som et væsentligt tema i de mange arbejdskonflikter i 1800-tallets sidste og 1900-tallets første årtier. Ved grundlæggelsen af 2. Internationale i 1889 blev en 8-timers arbejdsdag fastlagt som fællesmål for den internationale arbejderbevægelse, og ved de årlige 1. majdemonstrationer var dette krav drivkraften bag parolerne.

Fra 1880'erne blev arbejdstiden gradvis sat ned, og bestemmelser herom blev nedfældet i de kollektive overenskomster. Gennem en række militante og fantasirige aktioner i 1918 og 1919 opnåede arbejderbevægelsen i 1919 at få gennemført kravet om en arbejdsdag på 8 timer (48 timers arbejdsuge). For de offentligt ansatte blev denne arbejdstid fastsat ved lov.

Normalarbejdstid fra 1950'erne til i dag

I slutningen af 1950'erne var den overenskomstbestemte, ugentlige normalarbejdstid 45 timer. Den er derefter gradvis blevet nedsat; i 1990 til 37 timer og siden er denne ikke ændret.

Grundet deltidsarbejde, overarbejde, bibeskæftigelse og sort arbejde har mange personer en ugentlig arbejdstid, som er forskellig fra den overenskomstbestemte normalarbejdstid. For mange familier med to voksne er den samlede ugentlige arbejdstid — som et resultat af den øgede erhvervsfrekvens for kvinder — formentlig snarere øget fra 48 timer i begyndelsen af 1950'erne til 60-75 timer i løbet af 1980'erne.

Antallet af aftalte ugentlige arbejdstimer fra 1900 til 1990 (udvalg)

Årstal Ugentlige arbejdstimer
1900 60,40
1903 59,70
1906 59,00
1908 58,50
1910 57,80
1912 57,10
1914 56,40
1919 48,00
1958 47,50
1959 45,00
1966 44,00
1968 42,50
1970 41,75
1974 40,00
1987 39,00
1988 38,00
1990 37,00

Læs mere:

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig