efterløn

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

efterløn, ydelse til dagpengeberettigede arbejdsløshedsforsikrede, der helt eller delvis trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Efterlønnen blev indført i 1979 med henblik på at give nedslidte ældre lønmodtagere mulighed for at trække sig tilbage, samtidig med at der skabtes mere plads til unge på arbejdsmarkedet. Den er en blanding af en forsikringsordning og en universel velfærdsydelse, som efter nærmere regler kræver medlemskab af en arbejdsløshedskasse og indbetaling af efterlønsbidrag, men hvor bidraget ikke finansierer efterlønnen fuldt ud.

Efterlønnen har i mange år været et stridspunkt i dansk politik. Den faldende ledighed frem til krisen i 2008 og bekymringen for mangel på arbejdskraft på langt sigt fik mange, især økonomer, til at udtale kritik af ordningen. Efterlønnen har på den baggrund været reformeret flere gange med det formål at gøre det mindre attraktivt at vælge ordningen og at mindske antallet af personer, der er berettiget til efterløn. Resultatet er, at regelsættet efterhånden er blevet ganske kompliceret, således som det fremgår nedenfor.

Den senere reform blev gennemført i 2011. Hovedelementerne er:
• Efterlønsalderen bliver gradvist forhøjet fra 60 til 64 år.
• Efterlønsperioden bliver gradvist forkortet fra fem til tre år.
• Fradrag i efterlønnen for pensionsopsparinger bliver skærpet, så det ikke længere bliver så fordelagtigt for personer med høj pensionsopsparing at gå på efterløn.

Den treårige efterløn er fuldt gennemført i 2023, hvor man kan gå på efterløn som 64-årig og modtage efterløn i tre år. Alle, der er født før 1954, har fortsat mulighed for at gå på efterløn som 60-årig og modtage efterløn i fem år. De nye regler berører heller ikke de nuværende efterlønsmodtagere.

Efterløn udbetales af arbejdsløshedskassen efter ansøgning. Størrelsen afhænger af pensioner og andre indtægter, af alderen og af, hvornår man går på efterløn. For personer født før 1. juli 1959 vil efterlønnen som hovedregel udgøre maksimalt 91 procent af dagpengenes højeste beløb. Det er muligt at arbejde i efterlønsperioden mod fradrag i efterlønnen. Der modregnes desuden som hovedregel i efterlønnen for alle pensionsordninger. For at få efterløn skal man have betalt efterlønsbidrag de sidste 30 år. Der er overgangsregler for visse grupper, og under visse betingelser kan man få tilbagebetalt sit efterlønsbidrag mod at afstå fra efterløn.

Fra det fyldte 60. år kan efterlønsberettigede født før 1. januar 1954 få udstedt et efterlønsbevis, som sikrer den enkelte ret til senere at gå på efterløn, selvom den pågældende på dette tidspunkt pga. sygdom ikke er dagpengeberettiget. Efterlønsbidrag, og dermed ret til efterløn, kan også helt fravælges.

Personer født før 1. juli 1959, der udskyder efterlønnen i mindst to år, og som efter efterlønsbevisets udstedelse har haft arbejde i mindst to år, belønnes økonomisk. De har mulighed for at få efterlønnen beregnet efter gunstigere regler og ret til optjening af en skattefri præmie. Den skattefrie præmie stiger med arbejdsomfanget frem til det 65. år. Den maksimale præmie er i 2013 på 149.952 kr. for fuldtidsforsikrede og kan opnås, hvis man slet ikke udnytter retten til efterløn. For personer født før 1956 giver udskydelsen desuden et lempeligere fradrag i efterlønnen for pensionsordninger.

I 2012 var der i alt 104.000 efterlønsmodtagere (fuldtidspersoner), hvilket er en betydelig nedgang fra toppunktet i 2003, hvor antallet af efterlønsmodtagere var på godt 180.000 fuldtidspersoner.

Detaljerede oplysninger om efterlønnen kan bl.a. findes her:

borger.dk

Beskæftigelsesministeriets hjemmeside 

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
04/11/2013
Uffe Rasmussen
04/11/2013
Redaktionen
18/10/2013
Oprindelig forfatter
PKM
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki