Regionaløkonomi, disciplin inden for anvendt økonomi, som beskæftiger sig med den regionale fordeling af befolkning og økonomisk aktivitet samt med handel mellem regioner. Lokaliseringsteori, der søger at forklare den geografiske placering af forskellige typer af virksomheder og produktion og anden økonomisk aktivitet, indgår også i regionaløkonomi.

Forklaringen på, at et bestemt erhverv blomstrer op i en bestemt region, skal ifølge regionaløkonomien ikke kun findes i, at regionen fx er rig på naturgivne råstoffer, der er væsentlige for den pågældende produktion, men også i forhold som adgangen til kvalificeret arbejdskraft, lønomkostningernes højde, afstanden til markederne (til kunder og leverandører) og transportomkostninger. Tidligere investeringer i infrastruktur og virksomheder og i befolkningens erhvervsuddannelser kan i nogle tilfælde virke fremmende eller bremsende for fremvæksten af nye erhverv i en bestemt region, især hvor sådanne investeringer har været meget omfattende som fx i de regioner, der har været igennem en omstilling fra minedrift til moderne industri og serviceproduktion.

Handel mellem regioner følger i mange henseender de samme mønstre som handel mellem lande. Studiet af regionale handelsmønstre er derfor nærtbeslægtet med udenrigshandelsteori (se udenrigshandel), herunder med teorien om komparative fordele.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig