Indskydergaranti, garanti, som dækker indestående i et pengeinstitut ved pengeinstituttets betalingsstandsning eller konkurs. En indskydergaranti blev indført første gang i USA ved New Deal i 1933 efter de finansielle sammenbrud. Den danske Indskydergarantifond blev etableret i 1987 af pengeinstitutterne efter flere banksammenbrud og dækker indskud på op til 300.000 kr., pensionsopsparing mv. Fonden dækker ikke større indskud, da dens midler ikke vil være tilstrækkelige. Finanstilsynet fører tilsyn med fonden. Ved et stort pengeinstituts sammenbrud må det forventes, at staten og Nationalbanken vil gribe ind. EU har fastsat mindsteregler for indskydergarantiordninger.