Humanitær bistand. Afghanske flygtninge i en midlertidig lejr ved den afghansk-pakistanske grænse, drevet af FNs højkommissariat for flygtninge, UNHCR. Foto fra 2001.

.

Humanitær bistand, bistand, der ydes for at afhjælpe nød enten ved at gøre en indsats i de ramte lande og regioner eller ved at modtage flygtninge derfra. Katastrofer kan være menneskeskabte, dvs. være forårsaget af nationale, sociale, etniske eller religiøse spændinger, hvilket især forekommer i de egne af verden, som undergår økonomiske og politiske omvæltninger, eller de kan være naturbetingede.

Faktaboks

Etymologi
Ordet humanitær kommer af fransk humanitaire, af humanité 'menneskelighed'.

Den humanitære bistand har således traditionelt været overvejende kortsigtet og omfattet levering af bl.a. fødevarer, medicin, tæpper og telte. Humanitær støtte kan imidlertid også antage karakter af egentlig udviklingsbistand. Det sker fx i takt med, at flygtninge integreres i et modtagerland, eller mere generelt, ved at et livsgrundlag genetableres og forholdene normaliseres, efter at den helt akutte nødsituation er imødekommet.

Foruden afhjælpning af akut nød er der siden midten af 1990'erne blevet lagt stor vægt på rydning af miner og ueksploderet ammunition, som efter afslutningen af de egentlige krigshandlinger mange steder er blevet en alvorlig fare for civilbefolkningen. Sideløbende har mange lande og internationale organisationer ydet større indsatser for at forebygge og dæmpe konflikter, bl.a. i Afrika. Der er også gjort mere ihærdige forsøg på at kombinere nødhjælp med mere langsigtet bistand med det mål at afhjælpe fattigdom. Danmark er et af de lande, der i særlig grad har engageret sig på disse områder.

Det internationale samfund har siden slutningen af 1980'erne stået over for et antal store og komplekse menneskeskabte katastrofer. Eksempler er den vanskelige situation i det tidligere Jugoslavien, den menneskelige nød som følge af de økonomiske og sociale omvæltninger i en række tidligere Sovjetrepublikker, sammenbrud i lande som Somalia og Rwanda og borgerkrigene i Afghanistan og Syrien. I årene 1985-95 steg antallet af flygtninge fra knap 12 mio. til ca. 27 mio. mennesker. Mindst 12 mio. levede i 2002 som flygtninge uden for deres hjemland; andre 20-25 mio. mennesker som internt fordrevne i deres egne lande, ofte uden selv den beskedne hjælp, som internationale flygtninge får. I 2014 var antallet af flygtninge og internt fordrevne helt oppe på 60 mio.

Dansk bistand

Udviklingen i den danske humanitære bistand afspejler det øgede behov herfor, idet denne bistandsform 1985-95 voksede fra 394 mio. til 719 mio. kr. I 2015 var den 1,2 mia. kr. Med Sydafrikas overgang til demokratisk styre blev apartheidbevillingen i 1993 omlagt til overgangsbistand, men det havde fra 1965 været den kanal, hvorigennem Danmark støttede ofrene for den sydafrikanske apartheidpolitik.

Fra 1995 har det danske internationale beredskab været aktivt. Det omfatter udsendelse af danske eksperter og andet personale til civile delområder af humanitære, konfliktforebyggende og fredsbevarende opgaver overalt i verden. Sigtet er at yde et bidrag til forebyggelse af konflikter og sikring af fred og stabilitet.

Dansk humanitær bistand ydes i vid udstrækning gennem internationale hjælpeorganisationer som FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), Verdensfødevareprogrammet (WFP), FN's Børnefond (UNICEF) og Den Internationale Røde Kors Bevægelse (ICRC/IFRC). Danske private hjælpeorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp, Red Barnet og Caritas virker uafhængigt, men parallelt med den regeringsudførte humanitære bistand.

I 2014 udgjorde hjælpen via UNHCR, Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp ca. 50 %, mens de øvrige organisationer alle tegnede sig for beløb på under 10 % af den totale danske humanitære indsats.

Dansk humanitær bistand har traditionelt været koncentreret om Afrika. I 1995 var det især udviklingen i Rwanda, i Angola og på Afrikas Horn, der påkaldte sig opmærksomhed. Således gik over 35 % af den samlede indsats til Afrika. Indsatsen i Europa var imidlertid også høj i 1995, næsten 30 %, hvilket især skyldtes situationen i det tidligere Jugoslavien. I 2014 gik ca. 11 % af støtten til Syrien, mens et tilsvarende beløb gik til Sydsudan og Somalia.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig