liberalisering (Telesektoren)

Liberalisering (Telesektoren), har gennem 1900-t. i de fleste lande været drevet på grundlag af en statslig eneret, og driften af televirksomhed har oftest været varetaget direkte af statslige selskaber, i visse tilfælde som samlede post- og televæsener. I Danmark var eneretten dog spredt på flere lokale telefonselskaber og det landsdækkende P&T frem til dannelsen af Tele Danmark i 1990.

Eneretten på teleområdet blev understøttet af, at den elektromekaniske og elektroniske teleteknologi ikke fandt tilsvarende anvendelse i andre erhvervsområder, og teknologien indebar samtidig betydelige stordriftsfordele. Teleområdet blev derfor betragtet som et naturligt monopol. Selv i lande som Irland og Sverige, hvor eneretten aldrig blev lovfæstet, var de statslige teleselskaber således ikke udsat for konkurrence af betydning.

Eneretten omfattede også terminaler som bl.a. telefonapparater, telexmaskiner og modemer. Sådant udstyr måtte tilpasses de lokale net og kunne derfor kun i begrænset omfang anvendes i andre net eller andre lokalområder.

Med en stadig mere effektiv international standardisering i sammenhæng med, at det voksende dataområde krævede en udstyrsmæssig frihed for terminalerne, steg presset for en liberalisering af terminaludstyr op gennem 1970'erne. Der blev taget hul på denne liberalisering i Danmark i 1980, da modemer med lav hastighed kunne sælges frit, hvis de overholdt bestemte typegodkendelseskrav. I Danmark og i resten af EU var alle typer af terminaludstyr, herunder også PABC-anlæg, liberaliseret i 1990.

Digital telekommunikation blev fremherskende for offentlige telenet i løbet af 1980'erne, hvor telenettet i stigende omfang blev baseret på transmission via lysledere og computerstyrede digitale centraler. Med en samtidig kraftig udvikling af IT-udstyr med kommunikationsmuligheder skabtes et fælles teknologisk grundlag for tele- og IT-sektoren. Teletjenester var derfor ikke længere i samme grad som tidligere et naturligt monopol, da kunderne selv via eget udstyr kunne formidle samtaler i de net, der oprindelig var etableret til eget brug. Det blev dermed yderst vanskeligt at håndhæve et monopol for formidling af teletrafik. Samtidig fik telemonopolerne også forretningsmæssige interesser på områder, der ikke var underlagt monopol.

På den baggrund besluttede EU i 1990, at alene den offentlige telefonitjeneste fortsat kunne fastholdes som et monopol efter 1993. Det blev også besluttet, at televirksomhederne kunne drive virksomhed uden for eneretten, hvis de opfyldte et princip om åben adgang til nettet (Open Network Provision). Herefter blev det vedtaget, at også eneretten for telefoni og teleinfrastruktur (dvs. kabler, radiokæder mv.) skulle ophæves 1.1.1998. Lignende beslutninger om fuldstændig ophævelse af tidligere ene- eller særrettigheder blev i midten af 1990'erne gennemført i USA og en række andre lande. I store dele af verden er der således trods store forskelle i styreform og økonomisk udvikling gennemført en overgang fra et totalt monopol til fuld liberalisering inden for perioden 1995-2005. I Danmark blev den fulde liberalisering gennemført i 1996, og Danmark var dermed forud for den af EU fastlagte frist.

Allerede inden den fulde liberalisering blev der ca. 1990 skabt national konkurrence for mobiltelefonsystemet GSM i EU-området, hvor mobiltelefonsystemer blev fuldt liberaliseret i 1996. Dog begrænser frekvensresurserne antallet af mulige operatører, og de fleste lande er derfor overgået til at styre fordelingen af frekvenser via auktioner. Sådanne auktioner over frekvenser til tredjegenerationssystemet UMTS indbragte ganske betydelige beløb til europæiske statskasser. De højeste indtægter var ca. 5000 kr. pr. indbygger i Storbritannien i 2000, mens auktionen i Danmark i 2001 indbragte ca. 1000 kr. pr. indbygger.

Liberaliseringen har nødvendiggjort mange nye regler på teleområdet, idet forhold, der tidligere blev varetaget af monopolerne under et statsligt tilsyn, nødvendigvis må nøjere regelfastlægges for en liberaliseret sektor. Regler om forbrugerbeskyttelse er således udbygget kraftigt. Forbrugerreguleringen sikrer også, at nogle televirksomheder pålægges en såkaldt forsyningspligt for telefoni, hvorved alle borgere sikres adgang til denne ydelse til en rimelig pris. Hvis forsyningspligten kun kan drives med tab, skal alle televirksomheder medvirke til at dække disse.

Der er samtidig indført en såkaldt samtrafikregulering, som fastsætter vilkårene for udveksling af trafik mellem net og andre "engrosydelser" mellem televirksomhederne. Samtrafikreguleringen stiller særlige krav om åbenhed og prissætning for de ydelser, som en dominerende operatør tilbyder andre televirksomheder. Eksempelvis er der indført krav om forvalgskoder, som den dominerende operatørs kunder kan anvende til at etablere forbindelse til en anden operatør.

Forvaltningen af og tilsyn med overholdelse af reglerne på teleområdet varetages af et uafhængigt tilsyn, i Danmark IT- og Telestyrelsen. De nationale telemyndigheder skal tillige løbende overvåge markedsudviklingen med henblik på afvikling af regler, som ikke længere er fornødne. Målsætningen er — i overensstemmelse med den almindelige markedsøkonomiske målsætning i EU — at al samtrafikregulering skal afvikles, når konkurrencen har dannet et naturligt engrosmarked. Denne målsætning er forstærket med en række nye teledirektiver, der blev vedtaget i EU i 2002, og som i 2006 er under revision med henblik på en forenkling.

Efter liberaliseringen af telesektoren har staten i de fleste lande påbegyndt en privatisering af tidligere offentligt ejede televirksomheder. Det er dog i 2002 kun Danmark og Storbritannien, som har afviklet ejerskabet i de tidligere monopoler fuldt ud. Med privatisering vil tidligere nationale bånd løsnes, og der skabes mulighed for en globalisering med televirksomheder, som opererer i mange lande. Denne udvikling er længst fremskreden på mobilområdet, men også de tidligere fastnetmonopoler inddrages i globaliseringen. I 2006 er det dog kun det finske Sonera, som er overtaget af svenske Telia, der er et eksempel på, at der i Europa er sket overdragelse af et tidligere nationalt monopol til et udenlandsk teleselskab.

Liberaliseringen af telesektoren har primært været drevet af teknologiske ændringer snarere end af ideologiske grunde. Det fremgår bl.a. af det forhold, at liberaliseringen i USA og Europa blev besluttet, inden principperne for styring af en liberaliseret sektor var udviklet. Senere har det vist sig vanskeligere end oprindelig antaget at skabe en virksom konkurrence uden en omfattende regulering med planøkonomiske træk. Trods klare hensigter mangler der åbenbare løsninger, hvilket har medført, at der i Europa hersker meget forskellige vilkår fra land til land på samtrafikområdet. I USA fastholdes stadig en opdeling mellem lokalselskaber og langdistanceselskaber, selvom netop opløsningen af denne opdeling var et af hovedmålene med gennemførelsen af fuld liberalisering i 1996.

Liberaliseringen har dramatisk og blivende ændret mange forhold for telesektoren. Eksempelvis har teleindustrien, der leverer udstyr til teleselskaberne, undergået en globalisering, som ikke var mulig, da monopolerne støttede de nationale industrier. Globalisering af teleindustri, den efterfølgende globalisering af teleselskaber og en fremtidig harmonisering af landenes regulatoriske vilkår for teleselskaber er nødvendigt for at skabe grundlaget for, at stadig mere komplicerede tele- og dataydelser kan udbydes effektivt og billigt til forbrugere og virksomheder.