udviklingsstrategier (Statsstyret udvikling)

Udviklingsstrategier (Statsstyret udvikling), Strategier for statsstyret udvikling findes i mange varianter. Mest vidtgående er udviklingsstrategier baseret på central statslig planlægning efter (tidligere) sovjetisk eller kinesisk forbillede, se udviklingsplanlægning. Mange ulande, bl.a. Indien og Egypten, lod sig i en årrække inspirere herfra. Kun et fåtal af staterne havde imidlertid kapacitet og gennemslagskraft til at få de mange femårsplaner til at fungere. Derfor blev statsstyringen i praksis mindre vidtgående og i mange lande uden afgørende indflydelse.

Som model indebærer statsstyret udvikling to grundelementer: Det ene er en statsopbygningsstrategi, der tager sigte på at forankre staten i det omgivende samfund. Det centrale er her at udbygge statsinstitutionerne, så de når ned og ud til borgerne. Det andet element er en statsstyret udviklingsindsats, hvor statsforvaltningen bruges som et lokomotiv for samfundsmæssig forandring og social fordeling. Statsstyring er ifølge tilhængerne af denne strategi nødvendig, fordi kun staten er i stand til at gennemtvinge nødvendige strukturelle ændringer i økonomien, koordinere udnyttelsen af almene goder som uddannelse, sundhed og veje samt knappe resurser som vand. Også elforsyning og produktion af en række varer, fx stål, som den private sektor ikke vil investere i, fordi det er for dyrt, for risikabelt eller forbundet med for ringe fortjeneste, nævnes ofte som områder, der bør statsstyres. Endelig mener mange, at en stærk stat bedre kan kontrollere den private sektor og presse de enkelte virksomheder til at investere og producere i overensstemmelse med samfundets behov, da disse ellers kun vil producere de varer, som de kan tjene mest på inden for en begrænset tidshorisont.