Jobmesse
Under dårlige konjunkturer ser man ofte ledigheden stige. Jobmesse for unge ledige i Aarhus 2011.
Jobmesse
Af /Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix.

Konjunktur betegner det aktivitetsniveau, der råder i en økonomi på et givet tidspunkt med hensyn til vigtige nøgletal som arbejdsløshed, BNP-vækst og inflation. Verden er præget af svingninger i konjunkturerne (konjunkturcykler), hvor økonomierne bevæger sig imellem højkonjunkturer og lavkonjunkturer. Konjunktursvingningerne er således et karakteristisk tilbagevendende træk ved den økonomiske udvikling, men de enkelte udsving har forskelligartede årsager og forløb, så der er tale om en uregelmæssig rytme.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer fra latin conjunctura, en afledning af vebret conjungere 'forbinde'. Det var oprindelig en astrologisk betegnelse for stjernernes indbyrdes stilling; jf. konjunktion.

Ændringer i arbejdsløsheden og andre vigtige konjunkturfølsomme størrelser har stor betydning for befolkningens privatøkonomi og levestandard. Konjunkturerne styrer i vidt omfang den almindelige opfattelse af, hvor god den økonomiske situation er. Derfor er konjunktursvingninger og spørgsmålet om, hvordan man kan undgå eller i det mindste dæmpe dem, et af de vigtigste spørgsmål i den økonomiske politik og i den makroøkonomiske forskning.

Konjunkturer og strukturer

Et lands konjunkturtilstand måles normalt i forhold til landets strukturelle niveau eller vækstrater, dvs. tilstanden i en ”normal” eller konjunkturneutral situation. Man tænker på de strukturelle størrelser som de niveauer, økonomien vil bevæge sig henimod på længere sigt, mens konjunkturerne angiver de mere kortvarige udsving i forhold hertil. Eksempelvis kan man opdele den samlede arbejdsløshed på ethvert tidspunkt i to dele, strukturarbejdsløsheden og konjunkturarbejdsløsheden, hvor den første størrelse er det mere langsigtede niveau, som arbejdsløsheden tenderer til at svinge omkring, mens den anden størrelse angiver den øjeblikkelige konjunktursituations bidrag til ledigheden. I en højkonjunktur er konjunkturledigheden et negativt tal, sådan at den samlede arbejdsløshed er lavere end den strukturelle.

Årsager til konjunktursvingninger

Konjunktursvingninger opstår som følge af forskellige stød, der jævnligt rammer økonomien. Stødene kan være vidt forskellige og kan opdeles på flere måder. Ofte opdeler man i, hvorvidt stødene rammer efterspørgsels- eller udbudssiden på varemarkederne.

Efterspørgselsstød kan eksempelvis være et skift i adfærden hos de private forbrugere, fordi deres forventninger til fremtiden har ændret sig, ændret investeringsadfærd hos virksomhederne eller en stigning eller fald i eksporten til udlandet. Efterspørgselsstødene kan også være et resultat af en ændret økonomisk politik som en skattereform, en ny plan for investeringer i infrastruktur, en ny beslutning fra landets centralbank eller en handelskrig.

Udbudsstød påvirker udbudssiden, dvs. mængden af producerede varer mere direkte. Teknologiske fremskridt, der forøger produktiviteten, en mindre arbejdsstyrke som følge af, at flere går på pension, usædvanlige klimaforhold, der påvirker landbrugets høst, ændringer i råvarepriser i form af en oliekrise eller nedlukning af en række virksomheder under en epidemi er forskellige eksempler på udbudsstød.

Stødene spreder sig via en række afledte effekter til andre sektorer og kan dermed virke selvforstærkende. De afledte effekter adskiller sig fra stød til stød.

Typiske konjunkturforløb

Konjunktursvingninger medfører ændringer i en lang række økonomiske variable. Blandt de vigtigste er beskæftigelse og ledighed, produktion/BNP og inflation, men også mange andre betydningsfulde størrelser som offentlige indtægter og udgifter, privatforbrug, investeringer, handelsbalance, arbejdstid, produktivitet, boligpriser, aktiekurser og renteniveauer er typisk konjunkturafhængige.

Et positivt efterspørgselsstød vil stimulere aktivitetsniveauet i økonomien: Den større efterspørgsel vil medføre, at virksomhederne får mulighed for at sælge flere varer. Derfor forøger de produktionen og antallet af medarbejdere, så beskæftigelsen stiger og ledigheden falder. Den større beskæftigelse og tilhørende indkomststigninger i befolkningen vil samtidig stimulere det private forbrug og dermed efterspørgslen endnu mere. Det samme vil en stigning i virksomhedernes investeringer, når de får behov for et større kapitalapparat for at kunne udvide produktionen. Dermed virker disse effekter selvforstærkende.

Omvendt stiger importen fra udlandet typisk også, så en del af den indenlandske efterspørgsel tilfredsstilles herfra. Derfor bliver handelsbalancen og betalingsbalancen typisk forværret, når konjunktursituationen i et land er bedre end i udlandet. Den højere beskæftigelse giver samtidig lønmodtagerne en bedre forhandlingsposition på arbejdsmarkedet, hvilket giver en tendens til større lønstigninger. Da store lønstigninger forøger virksomhedernes produktionsomkostninger, vil disse typisk reagere ved at hæve priserne på de varer, de sælger, sådan at inflationen også stiger. Denne sammenhæng mellem lavere ledighed og højere inflation er kendt som Phillipskurven og er en central sammenhæng i moderne makroøkonomisk tankegang. Den højere inflation kan på længere sigt føre til, at højkonjunkturen bremses. Det kan ske, fordi landets konkurrenceevne overfor udlandet bliver udhulet, eller fordi myndighederne griber ind med kontraktiv (dvs. stram) stabiliseringspolitik for at dæmpe inflationen.

Et negativt efterspørgselsstød vil have de omvendte effekter. Højkonjunkturer forårsaget af et efterspørgselsstød vil derfor normalt på én gang føre til lavere ledighed og højere inflation, mens negative efterspørgselsstød fører til højere ledighed og lavere inflation. I modsætning hertil vil et negativt udbudsstød som eksempelvis en oliekrise på én gang medføre højere ledighed og højere inflation – såkaldt stagflation.

Afgrænsning

Der findes hovedsagelig to forskellige måder at afgrænse konjunkturforløb mere præcist, f.eks. til statistisk brug. Den ene tager udgangspunkt i BNP-væksten, sådan at en højkonjunktur defineres som en periode, hvor væksten er højere end den trendmæssige vækst, mens en lavkonjunktur omvendt har lavere vækst. Den anden tilgang tager udgangspunkt i det såkaldte produktionsgab eller outputgab, dvs. BNP’s øjeblikkelige niveau i forhold til sit såkaldte strukturelle niveau. Det strukturelle niveau observeres ikke direkte, men er det niveau af BNP, der ville være, hvis økonomien befandt sig i en konjunkturneutral situation. Dette niveau stiger over tid på grund af vedvarende produktivitetsfremskridt. Også befolkningsændringer og andre mere permanente forhold påvirker økonomiens strukturelle niveauer over tid. I Danmark offentliggør bl.a. Finansministeriet og de økonomiske vismænd løbende deres vurderinger af, hvor stort det strukturelle BNP-niveau er.

De to metoder vil typisk udpege de samme høj- og lavkonjunkturer, men dateringen af deres start- og sluttidspunkt vil være forskellig. Når en lavkonjunktur afløses af en højkonjunktur, vil væksten blive høj, inden BNP-niveauet når op på det strukturelle niveau. Omvendt, når situationen skifter den anden vej.

Konjunkturcyklens faser

Sommetider inddeler man en fuld konjunkturcyklus i disse fire faser:

  • lavkonjunktur: lav vækst og niveau under det strukturelle,
  • opsving: høj vækst, men niveau under det strukturelle,
  • højkonjunktur: høj vækst og niveau over det strukturelle,
  • afmatning: lav vækst, men niveau over det strukturelle.

Konjunktursvingninger har forskellig størrelse og længde. I OECD-området varer en normal konjunkturcyklus i gennemsnit knap otte år, jf. Pedersen og Lassenius (2020).

Større lavkonjunkturer

Eftersom BNP i et land som Danmark vokser trendmæssigt med ca. 1½-2 % om året, kan en lavkonjunktur godt være karakteriseret ved positiv BNP-vækst; vækstraten vil blot være mindre end i en normalsituation. Bliver BNP-væksten direkte negativ, bruger man ofte udtrykket en recession, som typisk afgrænses som en situation, hvor BNP i to kvartaler i træk er blevet mindre. Alvorlige lavkonjunkturer omtales også som økonomiske kriser, og en særlig langvarig og dyb lavkonjunktur betegnes en depression. Dette ord anvendes især om Den Store Depression i 1930’erne, men også andre dybe konjunkturnedgange har været egentlige depressioner. I slutningen af 1800-tallet oplevede verden således ”Den Lange Depression”, der begyndte i 1873.

Konjunktursvingninger i Danmark siden 1980

Siden den første oliekrise i 1973 har Danmarks økonomi gennemlevet en række konjunkturcykler. Perioden fra 1973 til 1982 var præget af lavvækst, stigende ledighed og høj inflation. I 1982 skiftede den økonomiske politik over til en klarere inflationsbekæmpende linje. Det medførte bl.a. et rentefald, som stimulerede den indenlandske efterspørgsel og satte gang i et opsving. Samtidig steg underskuddet på betalingsbalancen, og i 1986 skiftede den økonomiske politik kurs med den såkaldte kartoffelkur, der blev symbolet på en generelt strammere økonomisk politik. Det blev indledningen på ”de syv magre år” – lavkonjunkturen 1987-1993, hvor betalingsbalanceunderskuddet blev vendt til et overskud, men arbejdsløsheden samtidig steg til over 13 %, det højeste niveau siden 2. verdenskrig.

Efter et nyt regeringsskifte i 1993, der indvarslede en mere ekspansiv finanspolitik, kom der på ny en højkonjunktur i 1994-2000. Den afløstes af en mindre lavkonjunktur i 2001-2003, kaldet IT-boblen efter de store fald på det amerikanske IT-aktiemarked, der udløste afmatningen. 2004-2007 så en fornyet kraftig højkonjunktur, der slog over i sin modsætning: Finanskrisen (internationalt også kendt under navnet ”Den Store Recession”). Fra 2014 fandt en genopretning sted, indtil Danmarks økonomi på linje med resten af verden blev ramt af en ny recession i 2020 som følge af COVID-19-pandemien. Allerede året efter afløstes nedturen dog af en ny højkonjunktur med en rekordhøj økonomisk vækst, idet BNP voksede knap 7 procent i 2021 – den højest målte BNP-vækst i Danmark i nationalregnskabets historie.

Stabiliseringspolitik

Udsving i konjunkturerne kan påvirke befolkningens levevilkår overordentlig meget og styrer også den almindelige opfattelse af, hvor god den økonomiske situation er. Ikke mindst kan høj arbejdsløshed få meget store negative konsekvenser for befolkningen. Konjunktursituationen har derfor stor politisk bevågenhed, og der er normalt et ønske om, at myndighederne fører såkaldt stabiliseringspolitik med henblik på at mindske konjunkturudsvingene. Det sker ved at føre ekspansiv politik, der stimulerer aktivitetsniveauet, i lavkonjunkturer, og omvendt føre kontraktiv politik, der dæmper aktiviteterne, i højkonjunkturer.

Pengepolitik og finanspolitik

De to vigtigste typer stabiliseringspolitik er pengepolitik og finanspolitik. Pengepolitik føres af centralbanker ved at hæve og sænke de pengepolitiske renter, hvilket især påvirker efterspørgslen via renternes effekt på virksomhedernes investeringer og på valutakursen og dermed udenrigshandelen. Finanspolitik er ændringer i de offentlige indtægter og udgifter og iværksættes derfor af regeringer og parlamenter. Finanspolitik kan bestå af ændrede offentlige investeringer eller offentlige forbrugsudgifter, der påvirker den samlede efterspørgsel i samfundet direkte. Andre finanspolitiske instrumenter er ændringer i indkomstoverførsler, i subsidier til virksomhederne og i beskatningen, der påvirker befolkningens disponible indkomst og dermed indirekte den private sektors efterspørgsel.

En stor del af den makroøkonomiske diskussion i efterkrigstiden har handlet om, hvilket af de to instrumenter penge- eller finanspolitik der er mest effektivt, og om man overhovedet bør forsøge at udjævne konjunkturerne. Økonomen John M. Keynes, hvis tanker videreførtes af keynesianerne, opfattede finanspolitikken som det mest effektive tiltag, mens monetaristerne anført af Milton Friedman havde mere tiltro til pengepolitikken. I årtierne efter 1980 opnåede også den nyklassiske teori, som var skeptisk overfor det ønskelige i overhovedet at føre aktiv konjunkturpolitik, større opmærksomhed.

Det normale synspunkt er i dag, at såvel penge- som finanspolitik generelt kan være gavnlige instrumenter, som bør anvendes til at afbøde større konjunkturfluktuationer, mens man bør undlade at forsøge at finjustere så meget, at man forhindrer mindre udsving. I særlige situationer vil der være argumenter for, at det ene instrument er mere effektivt end det andet. I situationer, hvor renteniveauet er meget lavt, som det har været tilfældet internationalt især siden Finanskrisen, kan der opstå en likviditetsfælde, hvor pengepolitik bliver ineffektiv, og finanspolitikken derfor naturligt får et større ansvar. I lande som Danmark, hvor man fører fastkurspolitik, dvs. valutakursen holdes altid på et bestemt forhold overfor en anden valuta (i Danmarks tilfælde euroen), er pengepolitikken koncentreret herom og kan derfor ikke samtidig anvendes til at styre konjunkturerne. Fører et land fastkurspolitik, er landet dermed henvist til at anvende finanspolitikken som konjunkturstabiliserende instrument. Derfor spiller finanspolitikken en vigtigere rolle i de danske konjunkturdiskussioner end i de fleste andre OECD-lande, hvor centralbanken anses for at være den mest centrale aktør i stabiliseringspolitikken.

To andre instrumenter, indkomstpolitik og valutakurspolitik, som i tidligere perioder har været forsøgt anvendt i bl.a. Danmark, har vist sig at være uhensigtsmæssige og anvendes ikke længere.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

Kommentarer (2)

skrev Peter E. Christensen

Forlaget hedder ikke “DJØF Forlag”, men “Djøf Forlag”. Se forlagets hjemmeside på https://www.djoef-forlag.dk. Det er efterhånden mange år siden, at fagforeningen ændrede navn fra “Danmarks Jurist- og Økonomforbund” til “Djøf” og afskaffede forkortelsen “DJØF”. Jeres artikel om Djøf angiver det i øvrigt korrekt: https://denstoredanske.lex.dk/Djøf

svarede Poul Schou

Tak for kommentaren - det er hermed rettet.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig