De to vigtigste typer stabiliseringspolitik er pengepolitik og finanspolitik. Pengepolitik føres af centralbanker ved at hæve og sænke de pengepolitiske renter, hvilket især påvirker efterspørgslen via renternes effekt på virksomhedernes investeringer og på valutakursen og dermed udenrigshandelen. Finanspolitik er ændringer i de offentlige indtægter og udgifter og iværksættes derfor af regeringer og parlamenter. Finanspolitik kan bestå af ændrede offentlige investeringer eller offentlige forbrugsudgifter, der påvirker den samlede efterspørgsel i samfundet direkte. Andre finanspolitiske instrumenter er ændringer i indkomstoverførsler, i subsidier til virksomhederne og i beskatningen, der påvirker befolkningens disponible indkomst og dermed indirekte den private sektors efterspørgsel.
En stor del af den makroøkonomiske diskussion i efterkrigstiden har handlet om, hvilket af de to instrumenter penge- eller finanspolitik der er mest effektivt, og om man overhovedet bør forsøge at udjævne konjunkturerne. Økonomen John M. Keynes, hvis tanker videreførtes af keynesianerne, opfattede finanspolitikken som det mest effektive tiltag, mens monetaristerne anført af Milton Friedman havde mere tiltro til pengepolitikken. I årtierne efter 1980 opnåede også den nyklassiske teori, som var skeptisk overfor det ønskelige i overhovedet at føre aktiv konjunkturpolitik, større opmærksomhed.
Det normale synspunkt er i dag, at såvel penge- som finanspolitik generelt kan være gavnlige instrumenter, som bør anvendes til at afbøde større konjunkturfluktuationer, mens man bør undlade at forsøge at finjustere så meget, at man forhindrer mindre udsving. I særlige situationer vil der være argumenter for, at det ene instrument er mere effektivt end det andet. I situationer, hvor renteniveauet er meget lavt, som det har været tilfældet internationalt især siden Finanskrisen, kan der opstå en likviditetsfælde, hvor pengepolitik bliver ineffektiv, og finanspolitikken derfor naturligt får et større ansvar. I lande som Danmark, hvor man fører fastkurspolitik, dvs. valutakursen holdes altid på et bestemt forhold overfor en anden valuta (i Danmarks tilfælde euroen), er pengepolitikken koncentreret herom og kan derfor ikke samtidig anvendes til at styre konjunkturerne. Fører et land fastkurspolitik, er landet dermed henvist til at anvende finanspolitikken som konjunkturstabiliserende instrument. Derfor spiller finanspolitikken en vigtigere rolle i de danske konjunkturdiskussioner end i de fleste andre OECD-lande, hvor centralbanken anses for at være den mest centrale aktør i stabiliseringspolitikken.
To andre instrumenter, indkomstpolitik og valutakurspolitik, som i tidligere perioder har været forsøgt anvendt i bl.a. Danmark, har vist sig at være uhensigtsmæssige og anvendes ikke længere.
Kommentarer (2)
skrev Peter E. Christensen
Forlaget hedder ikke “DJØF Forlag”, men “Djøf Forlag”. Se forlagets hjemmeside på https://www.djoef-forlag.dk. Det er efterhånden mange år siden, at fagforeningen ændrede navn fra “Danmarks Jurist- og Økonomforbund” til “Djøf” og afskaffede forkortelsen “DJØF”. Jeres artikel om Djøf angiver det i øvrigt korrekt: https://denstoredanske.lex.dk/Djøf
svarede Poul Schou
Tak for kommentaren - det er hermed rettet.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.