hjem (Hjemløshed) (Verificeret)

For de fleste mennesker, der har et hjem i de ovennævnte betydninger, står selve det ikke at have en fast bolig, ikke at høre til nogen steder som noget ulykkeligt, måske ligefrem som en forbandelse. Litteraturen og folketroen kan opvise adskillige eksempler på personer, der som straf for en eller anden forbrydelse er dømt til evig omflakken: Ahasverus nægtede Jesus hvile på hans vej til Golgata og skal derfor vandre hvileløst på Jorden til dommedag, Den Flyvende Hollænder har engang villet trodse himlen og er derfor dømt til at sejle om på havene til evig tid, og i The Political History of the Devil (1726) skriver Daniel Defoe: "Satan, der således er fanget i en flakkende, omvandrende, urolig tilværelse, har ingen fast bolig. For selvom han i kraft af sin englenatur har en slags rige i den flydende ørken eller luften, er det bestemt en del af hans straf, at han ikke har ... noget bestemt sted eller rum, hvor han kan hvile sin fodsål".

De få egentlige vagabonder, der findes i moderne velfærdssamfund, er som oftest personer, der selv har valgt deres livsform, fordi de ikke ønsker eller magter at leve efter de normer, som hører til et normalt, fastboende liv. De danske vagabonder udgør en farverig subkultur med et stærkt indbyrdes sammenhold, og medierne og den øvrige omverden omfatter gerne disse "farende svende" eller "landevejsriddere" med velvillig nysgerrighed og en god portion tilbøjelighed til at romantisere disse "frie fugles" tilværelse. Den tilsyneladende voksende skare af hjemløse har til gengæld ingen forsonende romantiske kvaliteter, og der er næppe noget socialt velfungerende menneske med fast bolig, der kunne tænke sig at bytte tilværelse med en posedame eller en beboer på et "hjem" for hjemløse. Deres tragiske situation minder enhver om, hvor afgørende et hjem i vort samfund er for en persons identitet.