EU’s budget var i 2019 på omkring 150 milliarder euro om året, hvilket svarer til 1.120 milliarder kroner - eller ca. 2.200 kroner pr. borger i EU.

Tabellen viser EU’s udgifter i budgettet for 2019 i store, brede områder.

Beløb i mia. kr. Område
600 Innovation og inklusiv vækst: Jobskabelse, forskning og uddannelse
445 Bæredygtig vækst: Landbrug, klima og fiskeri
84 Det globale Europa: Udenrigspolitik og humanitær bistand
74 Administration: Ansattes løn og pensioner, bygninger
28 Sikkerhed og medborgerskab: Immigrations- og asylpolitik, grænsekontrol og forbrugersikkerhed

Der er udbredt enighed blandt medlemslandene om, at der skal bruges flere penge fra EU’s budget på migration, sikkerhed og forsvar samt mobilitet og uddannelse. Det betyder så, enten at udgifterne til traditionelle politikområder som landbrug og samhørighed skal falde, eller at der skal tilføres flere penge til EU’s budget. Landene i Øst- og Sydeuropa er interesserede i, at der ikke bliver skåret i landbrugsstøtten, fordi de modtager mange penge fra EU på dette område.

Hvordan besluttes budgettet?

EU opererer med et budget for det enkelte år og med en flerårig finansiel ramme. Kompetencen til at tage beslutninger om udgifterne på EU's budget er delt mellem Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Dette er fastlagt i Lissabontraktaten.

Kommissionen kommer med forslag til EU-budgettet, og vedtagelsen sker efter én behandling i både Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Hvis de to institutioner ikke kan blive enige, indkaldes et såkaldt forligsudvalg. Hvis man her kan forhandle et kompromis på plads, skal det kun godkendes af Europa-Parlamentet og Ministerrådet for at blive vedtaget. Hvis forslaget bliver forkastet, må Kommissionen lave et nyt.

Den flerårige finansielle ramme er EU’s overordnede budgetramme for en periode på mindst fem år. Den sætter de overordnede grænser for udgifterne i EU’s budgetkategorier.

Indtægter

Når EU har forhandlet sig frem til budgettets udgifter, skal EU sikre, at der kan findes det samme niveau af indtægter. EU har vedtaget en såkaldt ordning for, hvordan de enkelte indtægtskilder skal beregnes og i hvilken rækkefølge.

  1. Først opgøres afgifter (sukker), toldindtægter (varer fra lande uden for EU) og bøder
  2. Hertil lægges 0,3% af de enkelte medlemslandes momsindtægter
  3. Forskellen mellem budgettets udgifter og indtægterne ovenfor dækkes af medlemslandenes egne bidrag, der udregnes som en procentdel af landenes bruttonationalindkomst (BNI)

BNI-bidraget sikrer balance mellem budgettets udgifter og indtægter.

Alle disse indtægter kaldes for EU's "egne indtægter" for at markere EU's selvstændighed i forhold til medlemslandene, men i realiteten er momsindtægten og BNI-indtægten kontingenter, som bevilges på landenes årlige nationale finanslove. Betalingerne er dog obligatoriske, og i modsætning til fx FN har EU ikke haft problemer med, at landene tilbageholder betalinger af politiske grunde.

Storbritannien, Tyskland, Holland, Sverige, Østrig og Danmark har forhandlet sig frem til rabatter på betalingerne til EU's budget. Nogle rabatordninger har været midlertidige, og de kan dække over reducerede indbetalinger af både momsindtægter og BNI-indtægter. EU-Kommissionen har ønsket at afskaffe alle rabatter i forbindelse med den flerårige budgetramme for 2021-2027. Det skyldes bl.a., at Storbritannien med Brexit forlader EU. Det er imidlertid uklart, om det vil lykkes, da rabatlandene ikke umiddelbart ønsker at opgive rabatter, hvilket vil koste dem flere milliarder euro i ekstrabetalinger.

Diskussionsområder

Den politiske strid om EU’s budget drejer sig bl.a. om, hvor stort EU’s budget skal være. Kommissionen og Europa-Parlamentet ønsker sammen med en gruppe af medlemslande et større budget, men en anden gruppe af medlemslande ønsker, at budgettet forbliver det samme (målt som procent af BNI).

De EU-lande, der bidrager mere til EU’s budget, end de modtager, bliver kaldt nettobidragslande. De er bekymrede for, at de kommer til at dække hullet, når Storbritannien forlader EU og dermed ikke længere betaler til budgettet. De lande, der modtager mere, end de bidrager med, er derimod bekymrede for, at budgettet bliver beskåret efter Brexit, så en del af deres EU-støtte bortfalder. Nettobidragslande som Danmark, Østrig og Holland taler for, at EU-budgettet ikke skal stige, hvorimod en række lande fra Øst- og Sydeuropa ikke vil have et mindre budget.

Den politiske diskussion om EU's budget angående nettobetalingerne mellem hvert medlemsland og EU's budget er tilbagevendende. Det er imidlertid ikke muligt at opstille en helt præcis nettobalance for hvert medlemsland i forhold til EU-budgettet. Ca. 80% af både indtægter og udgifter kan dog uafhængigt af hinanden siges at kunne stedfæstes til bestemte medlemslande.

Historisk

På europæisk plan har kampen om magten over budgettet været en central del af en institutionel magtkamp mellem Ministerrådet og Europa-Parlamentet og dermed af spørgsmålet om, i hvilken grad EU skal udvikle sig overnationalt.

De vedtagne traktater har siden 1970'erne givet Europa-Parlamentet større indflydelse på EU's budget end på andre beslutninger. Parlamentet har konstant og bevidst brugt denne indflydelse som en løftestang til generelt at øge sin indflydelse, blandt andet ved at kræve øget indflydelse på lovgivning om et emne som en betingelse for at acceptere bevillinger til formålet.

De faktiske beslutninger i budgetprocedurerne viser, at Parlamentet gradvis har ønsket at øge EU's budget især på hovedområderne for strukturfonde og intern politik. Ministerrådet stemmer gennemgående for mindre bevillinger sammenlignet med Parlamentets ønsker; en undtagelse er imidlertid landbrugspolitikken.

Budgetkompetencen blev ikke væsentlig berørt ved Den Europæiske Fælles Akt, som trådte i kraft i 1987, eller ved Maastrichttraktaten, som trådte i kraft i 1993, men Lissabontraktaten fra 2009 gav Parlamentet fuld medbestemmelse på alle dele af budgettet, også på landbrugspolitikken.

Oprindelig eksisterede separate budgetter for EKSF, EØF og EURATOM, men fra 1970 har der været opstillet et enhedsbudget. Europa-Parlamentet blev med Lissabontraktaten medbeslutningstager på hele budgettet. De flerårige finansielle rammer (syv-årige udgiftslofter på EU’s budget) blev traktatfæstet i Lissabontraktaten.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig