Ifølge Maastrichttraktaten skal EU sigte på at formindske udviklingsforskellene mellem regionerne samt forbedre de dårligst stillede områders situation.

Medlemslandene skal tage hensyn til disse målsætninger i deres økonomiske politik, og EU skal ved gennemførelse af politikken på andre områder, især det indre marked, tage hensyn til og bidrage til at gennemføre målsætningerne. EU's finansielle bidrag til de regionalpolitiske mål ydes via Den Europæiske Investeringsbank i første række gennem de tre strukturfonde, Regionalfonden, Socialfonden samt Garanti- og Udviklingsfonden for Landbrug.

Regionalpolitikken undergik en radikal ændring i slutningen af 1980'erne, efter at EU var blevet udvidet med Portugal og Spanien, hvilket betød en kraftig forøgelse af antallet af tilbagestående områder. Strukturfondenes årlige bevillinger blev forøget til det dobbelte på fem år. Samtidig fik Kommissionen det fulde ansvar for gennemførelsen af de regionalpolitiske programmer i samarbejde med nationale, regionale og lokale myndigheder. Forøgelsen af bevillingerne var modstykket til gennemførelsen af det indre marked og en betingelse for, at medlemslande med store regionale problemer accepterede den øgede konkurrence, som var formålet med enhedsmarkedet.

Regionalpolitik gruppeinddeling

Regionalpolitikken opdeler de regioner, som modtager støtte, i tre grupper, afhængig af hvilket formål støtten har (2006), se også strukturfonde.

Første gruppe (mål 1) består af regioner, som er væsentlig bagefter i økonomisk udvikling, dvs. har et bruttonationalprodukt pr. indbygger på højst 75% af fællesskabets gennemsnit. De syv mest "afsides beliggende" regioner, visse meget tyndt befolkede områder i Sverige og Finland samt Nordirland kan også få støtte under mål 1. I alt modtager ca. 60 regioner i 13 medlemslande mål 1-støtte (2006). Bistanden koncentrerer sig dels om udvikling af infrastruktur som transportområder, kommunikationsforbindelser og energi- og vandforsyning, dels om forskning og udvikling. Også investeringer i erhvervsvirksomheder indgår i programmerne. Denne første gruppe modtager ca. 70% af regionalbistanden. Hidtil har den største modtager af støtten været Spanien med over 50% af bistanden; Grækenland, Portugal og Irland, som hver især betragtes som én tilbagestående region, modtager dog i forhold til bruttonationalproduktet en relativt større støtte. Flertallet af delstaterne i det tidligere Østtyskland indgår i den første gruppe tillige med Nordirland, en række syditalienske provinser, Korsika og de franske oversøiske departementer.

Anden gruppe (mål 2) er de regioner, som er særlig ramt af tilbagegangen i traditionelle industrier, især kul- og stålsektoren, og som er præget af høj arbejdsløshed og behov for industriel omstilling. De modtager bistand til jobskabelse, miljøforbedring, fornyelse af bygninger, forskning og udvikling samt etablering af bedre forbindelse mellem virksomheder og universiteter. Anden gruppe indbefatter desuden landdistrikter i tilbagegang, vanskeligt stillede byområder og kriseramte fiskeriafhængige områder.

Den tredje gruppe (mål 3) indeholder regioner, der er støtteberettiget i forhold til et mål om at opnå tilpasning og modernisering af uddannelses- og beskæftigelsespolitikker og -systemer. Alle regioner er støtteberettigede og der er for denne gruppe ikke nødvendigvis tale om omfordeling af resurser fra rige til fattige regioner.

Principper

Regionalpolitikken gennemføres med respekt for to hovedprincipper. For det første partnerskab mellem Kommissionen og nationale, regionale og lokale myndigheder. For det andet additionalitet, som betyder, at midlerne fra Fællesskabet skal supplere og ikke erstatte den nationale indsats, samtidig med at de årlige stigninger i fondenes indsats mindst skal modsvares af tilsvarende forøgelse af den samlede offentlige strukturstøtte i det berørte land. Fællesskabsstøtterammer aftalt mellem medlemslandene og Kommissionen indeholder brede retningslinjer for programmer, som medlemslandene forelægger, hvorefter Kommissionen afgør tildelingen af støtten.

15% af fondenes midler kan benyttes til fællesskabsinitiativer, som foreslås af Kommissionen. Der er bl.a. givet støtte til omstilling i områder, der er ramt af nedgang i kul-, stål- og skibsbygningsindustrierne, til særlige miljøprogrammer og til grænseregioner og perifere områder, herunder øer.

Fællesskabsinitiativerne omfatter som regel mere end én medlemsstat. Efter undertegnelsen af Maastrichttraktaten blev reglerne om regionalstøtten på ny revideret.

Samtidig blev det besluttet at koncentrere indsatsen yderligere til fordel for de fattigste regioner, at gennemføre bedre evaluering af regionalstøttens effektivitet samt at stramme kontrollen med midlernes anvendelse.

Resultater og kritik

Regionalpolitikken har utvivlsomt haft stor betydning for udviklingen af de tilbagestående regioner, særligt i Spanien, Portugal og Irland, mens resultaterne i Italien og Grækenland ikke har været helt så entydige. De medlemslande, som er de betydeligste nettobidragydere til det fælles budget, har ofte fremført kritik af administrationen i medlemslandene og af Kommissionens kontrol. Kritikken er blevet underbygget af Revisionsrettens rapporter. For de lande, som modtager broderparten af støtten, er regionalpolitikken imidlertid en afgørende forudsætning for deres helhjertede deltagelse i afgørende dele af samarbejdet om det indre marked, Den Økonomiske og Monetære Union og miljøpolitikken. Samtidig er regionalstøtten vigtig for balancen mellem de fattigere lande mod syd og de velhavende lande i den nordlige del af unionen, som har særlig fordel af den fælles landbrugspolitik.

Fremover drejer det sig især om via regionalpolitikken at få en økonomisk udvikling i de otte nye medlemslande fra Øst- og Centraleuropa.

Læs videre i artiklen om transportpolitik eller om EU generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig