EU - 7.4. Energipolitik

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

EU har siden oliekrisen i 1973-74 forsøgt at koordinere medlemslandenes energipolitik, men resultaterne har været begrænsede pga. de enkelte landes særinteresser. Sektorområderne kul og kernekraft har dog været særskilt reguleret i traktaterne om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og EURATOM. Endvidere blev der i EF vedtaget retningslinjer for energipolitikken i tre resolutioner fra 1974, 1980 og 1986, som blev fulgt op af en energipolitisk grønbog i 1995 og efterfulgtes af et forslag om et energipolitisk rammeprogram i 1997 samt en ny energipolitisk grønbog i 2005. Samarbejdet på det energipolitiske område i EU er blevet intensiveret igennem de sidste ti år hovedsageligt gennem en række energipolitiske støtteprogrammer.

På trods af de mange forslag, direktiver og rammeprogrammer kritiseres EU imidlertid stadig for at mangle en sammenhængende energipolitik. En af årsagerne til dette er, at energipolitikken ikke koordineres på tværs af sektorområder i Kommissionens forskellige tjenestegrene.

De frie markedskræfter prioriteres højt, men alligevel har EU gennemført en række støtteprogrammer: JOULE og THERMIE til fremme af overførsel af teknologi, SAVE til forbedring af energieffektiviteten, REGEN til fremme af udvikling af infrastrukturen og ALTENER til udvikling af alternative og mindre forurenende energiformer.

EF-Domstolen har i flere domme fastslået, at energi er en vare, der som andre varer er underlagt reglerne om varernes frie bevægelighed, ligesom energimarkedet er underkastet EUs almindelige konkurrenceregler.

Det var først i forbindelse med beslutningen om det indre marked, at der blev opnået enighed om at gennemføre bindende fællesskabsordninger for derved at opnå en gradvis åbning af energimarkedet, dvs. de nationale forsyningsmonopoler skulle nedbrydes og særrettigheder afskaffes. Fællesskabets kompetence til at regulere energiområdet blev fastslået i Maastrichttraktaten, hvoraf også beslutningen om udvikling af transeuropæiske el- og naturgasnet fremgår. I 1990 og 1991 blev ejere eller operatører af nationale transmissionsnet forpligtet til at lade andre medlemslandes transmissionsselskaber transportere el og naturgas gennem nettet fra en landegrænse til en anden, hvis den nødvendige kapacitet var til stede.

Større prisgennemsigtighed på el og gas søges opnået gennem en pligt til periodevis at indsende oplysninger til Eurostat om visse tariffer. En notifikationspligt, inden større projekter igangsættes, er nu også fastsat på energiforsyningsområdet, og der er vedtaget et direktiv for at sikre, at efterforsknings- og indvindingstilladelser til olie og naturgas tildeles efter ikke-diskriminatoriske og gennemsigtige kriterier. Der er endvidere fremsat forslag om, at storbrugere og distributionsselskaber kan kræve transport af el og naturgas gennem et ledningsnet, hvis der er ledig kapacitet, samt om et ikke-diskriminatorisk koncessionssystem med henblik på etablering af nye net og om forpligtelse til regnskabsmæssigt at adskille produktion, transmission og distribution.

Læs videre i artiklen om forskningspolitik eller om EU generelt.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
08/11/2010
BlochP
11/08/2009
Redaktionen
06/03/2009
Ekspert
kimbrer
Oprindelige forfattere
PNed
30/01/2009
Roenne
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki