Alle medlemsstaters nationalsprog er tillige EU's officielle sprog og arbejdssprog i henhold til Rådets forordning nr. 1. Oprindelig (1958) var der fire sprog: fransk, italiensk, nederlandsk og tysk; dertil kom siden dansk og engelsk (1973), græsk (1981), portugisisk og spansk (1986), finsk og svensk (1995), estisk, lettisk, litauisk, maltesisk, polsk, slovakisk, slovensk, tjekkisk og ungarsk (2004), irsk, bulgarsk og rumænsk (2007) samt kroatisk (2013), i alt 24. Selvom tyrkisk sammen med græsk er nationalsprog på Cypern, er det på grund af øens manglende genforening ikke officielt sprog i EU.

Fem sprog er officielle i mere end én medlemsstat: Engelsk i Irland og Malta, fransk i Frankrig, Belgien og Luxembourg, græsk i Grækenland og Cypern, nederlandsk i Holland og Belgien og tysk i Tyskland, Luxembourg og Østrig. I 2005 besluttede Det Europæiske Råd, at også officielt anerkendte regionalsprog, fx catalansk i Spanien, kan anvendes i begrænset omfang; udgifterne hertil afholdes dog af det enkelte medlemsland.

I princippet kan de officielle sprog benyttes som arbejdssprog overalt, men på de laveste politiske niveauer og mellem embedsmænd begrænser man sig ofte, især til engelsk og fransk. I øvrigt er tolkning reglen ved mundtlige drøftelser, og ethvert dokument af betydning skal foreligge på alle de officielle sprog; irsk er dog delvis undtaget herfra. Tolkning og skriftlig oversættelse foregår altid til tolkens hhv. oversætterens modersmål. Fx tolkes alle indlæg i EU-Parlamentets debatter simultant; det originale indlæg optages på bånd og indgår i det fuldstændige forhandlingsreferat i EU-Tidende, som udgives i en version for hvert sprog, således at alt, hvad der er sagt på de andre sprog, er oversat til dette. Omkring 1/3 af EU's akademiske personale er direkte beskæftiget med sproglige opgaver. Udvidelsen med 12 nye lande siden 2004 har medført et udvidet behov for tolke og oversættere. Da der ikke findes tilstrækkeligt med tolke med kvalifikationer inden for mere end ét af de mindre sprog, fx dansk og maltesisk, foregår tolkningen mellem disse ofte via et mere udbredt tredjesprog, et såkaldt relæ-sprog.

Danske politiske repræsentanter taler oftest dansk i EU's organer og kræver, at arbejdspapirer foreligger oversat til dansk. Til EU er knyttet i alt 35 faste danske tolke og et større antal oversættere; 33 danske freelance tolke har bestået en kvalifikationsprøve ved institutionerne. Skriftligt oversættes der mest fra engelsk og fransk; bortset fra parlamentsforhandlingerne gælder det 88 % af al skriftlig tekst (2004). Den danske version af et EU-dokument har samme gyldighed som et dokument på ethvert andet EU-sprog. Sprogligt vigtigst er forordninger og direktiver, som bliver gældende ret i Danmark. Da det kræves, at opdelingen af disse tekster i perioder (punktummer) er ens på alle EU-sprog, kommer den danske oversættelse undertiden i konflikt med de hjemlige bestræbelser på at afvikle kancellistilen.

Respekten for sproglig mangfoldighed anses for en af EU's kerneværdier og blev i 2000 sikret med underskrivelsen af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Kommissionen støtter aktivt sprogindlæring og undervisning i medlemslandene bl.a. gennem uddannelsesprogrammet LINGUA; ansvaret for flersprogethed var placeret hos kommissæren for uddannelse og kultur, indtil området fik sin egen kommisær i 2007. Målet er, at enhver borger i EU — helst i en meget tidlig alder — lærer to sprog ud over sit modersmål; i 2005 opfyldte 28 % af EU's borgere over 15 år dette mål.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig