Faktaboks

José Manuel Barroso

José Manuel Durão Barroso

Født
23. marts 1956
José Manuel Barroso
Creativecommons.org.
Licens: CC BY 2.0

José Manuel Barroso er portugisisk og europæisk politiker. Han har været minister i Portugal og formand for EU-Kommissionen.

Barroso blev medlem af det portugisiske centrum-højre-parti Partido Social Democrata (PSD) i 1980. Han blev første gang valgt til medlem af det portugisiske parlament i 1985. Han har været såvel indenrigsminister som udenrigsminister i den portugisiske regering og premierminister 2002-04.

Barroso er jurist, og hans karriere har vekslet mellem det akademiske og det politiske. Han ledte PSD gennem en moderniseringsproces, som formentlig var årsagen til dets tilbagevenden til regeringsmagten i 2002, og mens han var premierminister, gennemførtes i Portugal en række dybgående økonomiske og strukturelle reformer.

Som kandidat til formandsposten for EU-Kommissionen i 2004 var José Manuel Barroso et kompromis. Han kom ud i en mindre krise i forbindelse med udnævnelse af kommissærerne, da Europa-Parlamentet underkendte den italienske kandidat Rocco Buttiglione (f. 1948); krisen blev dog løst gennem nogle rokader. Barroso blev 2009 valgt for yderligere fem år som formand for EU-Kommissionen uden modkandidater. Barrosos afløser som formand i 2014 blev Jean-Claude Juncker fra Luxembourg.

Barroso blev i 2016 rådgiver for den amerikanske investeringsbank The Goldman Sachs Group. Dette blev genstand for debat, fordi han stadig fik løn fra EU, og der var bekymringer om, at han som rådgiver kunne udnytte og påvirke forbindelser i EU.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig