Edmund Ronald Leach

Leach var på feltarbejde, da Japan invaderede Burma i 1942, og han meldte sig til hæren. Da briterne trak sig ud, blev han tilbage for at mobilisere kachin til modstand mod japanerne. Han mistede sine feltnoter, og måtte ikke have noter på sig. Det lykkedes ham at genskabe sine data i Indien efter en dramatisk flugt til fods, og efter syv uger nåede han til Kunming i Yunnan, Han var plaget af dysenteri og blev hentet ud med fly og bragt til Indien. Han blev bedt om at vende tilbage og blev fløjet til Fort Hertz i det nordligste Burma. Efter en konflikt med sine overordnede blev han degraderet fra major til sekondløjtnant og returneret til Indien.

Kachin består af seks forskellige allierede etniske grupper i det nordlige Myanmar. Den største og dominerende er jingphaw. Leach tog udgangspunkt i kachins egne termer gumsa og gumlao. Gumsa-samfund har en 'høvding' (duwa) mens gumlao-samfund er egalitære ifølge Leach. Endelig er der en tredje type, som var underlagt shan-'fyrster' (sao pha) i Hsenwi, en gammel shan-stat. Shan eller tai-yai er den største etniske gruppe i den nuværende Shan-stat. Leach mente, at kachin svingede mellem disse tre modeller i et system, der så ud som om det er i ligevægt, men i virkeligheden er det et "ekvilibrium i bevægelse".

De seks grupper er forenet i et alliancesystem af klaner, som gifter sig indbyrdes og udveksler brudepriser. Klanerne betegnes som henholdvis "den, jeg henter min kone fra" og "den, der modtager min søster som kone" (mayu ni og dama ni). I det komplekse system foretrækkes krydskusine-ægteskaber. Ægteskabsudvekslingerne, gæld og kontrol med landbrug og handel, samt den rituelle relation til ånder, var vigtige for duwas magt. Leach mente at have fundet den generelle og uforanderlige mekanisme, som styrer kachin-alliancen.

De senere år har antropologer dog påvist, at Leach ikke havde forstået alle begreber og variationer i systemet. Der var duwa, som skal godkendes af folket, og aristokratiske duwa, som arver positionen. Han misforstod gumlao (gumlau). De er blot samfund, som ikke havde en leder eller var uenige om lederskabet, men ikke afviste lederskab. Nogle duwa var indsat af kolonimagten, og Leach lavede feltarbejde i et gumsa område nær byen Bhamo, hvor en femtedel var kristne. Leachs inddrog ikke historien i forklaringen, selv om han henviste til ældre kilder.

I dag identificerer kachin tre hovedtyper: gumrawng gumsa, som er 'demokratiske', gumchaying gumsa, som er 'despotiske', og gumlau, som er 'oprørske'. Samtidig opfatter de sig som én politisk enhed, en "etnisk nationalitet" med ret til en autonom stat. Flertallet er i dag kristne. Når kachin, der ikke kender hinanden, mødes, begynder de med at spørge om, hvilken klan personerne tilhører. På den måde kan man identificere det nære eller fjernere slægtskab og det lokale etniske tilhørsforhold.

Rituelle manau-pæle, der blev anvendt i ceremonier for ånderne, er i dag symboler på den politiske enhed kachin. Traditionelle dragter og dans er andre vigtige etniske symboler, så kultur spiller en væsentlig rolle for kachins identitet.

Leachs teoretiske arbejder rummer et opgør med de dominerende begreber om struktur og funktion i britisk antropologi i tiden før og lige efter Anden Verdenskrig. Han kritiserede sine kolleger, især A.R. Radcliffe-Brown, for med den funktionalistiske teori blot at typologisere og sammenligne samfund og deres institutioner. Funktionalisternes sammenlignende studier af "primitive" samfunds institutioner og deres funktion kaldte han butterfly collection,som ikke producerede ny teoretisk indsigt. Hans bog om Kachin er et opgør med den gængse opfattelse af "stammesamfund" som statiske, integrerede helheder med en homogen kultur. Empiriske studier skal ikke fokusere på institutioner eller kultur, men på de generelle sociopolitiske mekanismer. Funktionalisterne anså slægtskab for en central institution, som kan studeres i sig selv. For Leach handlede slægtskab (og ægteskab) om ressourcer og politik. Myter og ritualer kommunikerer de sociale og politiske strukturer.

Leach hentede inspiration fra den franske antropolog Lévi-Strauss og dennes strukturalistiske teori. Men han understregede, at teorier er abstrakte modeller og redskaber, der skal bruges til at analysere etnografiske variationer og til at forklare generelle sociale mekanismer (modeller) i de forskellige samfund, før moedellernes strukturer eventuelt sammenlignes. Andre vigtige værker er Rethinking Anthropology (1961) og Culture and Communication (1976).

Efter at have fået sin ph.d. i 1947 blev han af Burmas koloniadministration bedt om at lede et etnografisk institut i Rangoon. Men han opgav at vende tilbage til Burma, fordi etniske grupper efter krigen indledte kampe for selvstændighed. Senere udførte Leach et feltarbejde i Sri Lanka og forblev en vigtig inspirator, men også en, der leverede hård kritik af kolleger, der brugte hans arbejde. Han afviste kolonitidens begreber om "stammesamfund" som klart afgrænsede, statiske enheder. De indgår i større politiske systemer på tværs af landegrænser – frontier zones - men med sproglige, sociale og økologiske forskelle mellem højland og lavland som i Burma. Men hans modeller forblev tidløse og ahistoriske, og han overså kulturelle symbolers politiske betydning.

Maran La Raw, antropolog og kachin, fastslår, at Leach misforstod en del af de termer, der var udgangspunkt for hans analyse. Hans data om det omfattende system af klaner var mangelfuldt. Endelig er hans model som nævnt en forenkling af kachins politiske system. Men Maran La Raw understreger, at bogen har haft meget stor indflydelse på, at kachin selv undersøger og diskuterer deres samfund og kultur. Leach havde ikke forstået, at kachin ville optræde som en samlet etnisk nationalitet med krav om egen stat efter Burmas selvstændighed i 1948. Maran La Raw påpeger, at set med nutidens etnonationalistiske øjne er det problematisk, at Leach anså de kachin, som levede under shan-fyrster, for at have adopteret shan-identitet.

• Myanmar
• Kachin
• socialantropologi