etnologi

Mens antropologien/etnografien først blev regnet til naturvidenskaberne, siden i reglen til samfundsvidenskaberne, har den europæiske etnologi altid været regnet til de humanistiske fag med berøringsflader til historie og sprog og ligesom disse fag med klare nationale opgaver. Etnologien har rødder i 1700-t., i oplysningstidens "statsvidenskab" med dens interesse for at beskrive forskellige egnes regionale særpræg mht. levemåde (topografier, indenlandske rejser som fx Linnés i Sverige). I Europas periferier fandt man "indfødte", som tiltrak sig interesse på samme måde som fremmede verdensdeles "vilde folkeslag".

Til oplysningstidens fascination af "de ædle vilde" føjedes i 1800-t.s begyndelse romantikkens Herder-inspirerede interesse for "folkesjælen" eller "folkeånden" og dens udtryk i almuens digtning, byggeskik, dragter, sæder og skikke. I lighed med fx forhistorisk arkæologi gik de tidligste faglige bestræbelser mere i retning af indsamling end af forskning. Det drejede sig om nationale skatte, som måtte bjerges, mens tid var. Af denne indsamlingsvirksomhed skabtes to sæt institutioner i 1800-t.s anden halvdel: folkemindesamlingerne og folkemuseerne, og det var her, den første egentlige udforskning af folkekulturen kom i gang.

Fagbetegnelserne etnologi respektive etnografi blev brugt sporadisk i Skandinavien i 1800-t.s slutning, men almindeligvis foretrak man de nationale betegnelser folkelivsforskning eller folkekulturforskning. Etnologi blev universitetsfag i 1900-t., i Sverige så tidligt som 1918. Den egentlige skaber af svensk etnologi blev Sigurd Erixon, som også fik stor betydning for fagets udvikling i Danmark. Med svensk forbillede etableredes Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser i 1940. Et professorat, der i 1960 blev oprettet ved Københavns Universitet til Axel Steensberg, blev kaldt Materiel folkekultur, men fagbetegnelsen ændredes i 1971 til Europæisk etnologi.

Blandt tidlige etnologer, navnlig inden for den tyske Volkskunde, spillede forestillingen om den særlige folkekulturs næsten historieløse kontinuitet, og dermed dens oprindelighed, en stor rolle. For andre tidlige etnologer, som for kulturforskere i almindelighed, var idéen om udvikling, evolutionisme, den vigtigste forklaringsmodel. At forstå et kulturfænomen var i 1800-t. at klarlægge dets oprindelse og udvikling.

I etnologiens første store periode, tiden mellem de to verdenskrige, var troen på de enstrengede udviklingsforløb svækket til fordel for en mere kompleks historisk-geografisk metode, hvis udøvere analyserede de enkelte kulturelementers udbredelse i tid og rum (diffusionisme), men stadig med det hovedsigte at afdække kulturens historie. Kortlægning af kulturelle fænomener blev den foretrukne arbejdsmetode, og dette resulterede i en række europæiske lande i storstilede atlasser over de respektive landes folkekultur. Til et sådant atlas foreligger også forarbejder i Danmark, men projektet er aldrig blevet realiseret; det hænger bl.a. sammen med, at skandinavisk etnologi omkring 1960 oplevede et paradigmeskift under stærk indflydelse af angelsaksisk socialantropologi. Skiftet indebar bl.a. en ny opfattelse af kulturen som andet og mere end summen af de enkeltheder, som den ældre forskning havde studeret. Kulturen blev nu anskuet som en helhed, som et system, som det var forskerens opgave at analysere. Dette lod sig bedst gøre gennem lokalstudier, "community studies", af små, relativt enkle samfund, som en enkelt forsker kunne overskue. I en periode blev derfor små øer, landsbyer eller fiskerlejer de foretrukne etnologiske studieobjekter i Skandinavien.

I slutningen af 1970'erne gled lokalstudierne imidlertid i baggrunden til fordel for studiet af mere komplekse helheder. Hvor man tidligere beskrev én kultur som en formodet homogen helhed, så betonedes nu samspillet mellem forskellige kulturer i samme samfund og de processer, hvorved kulturer opbygges og forandres. Dette betød bl.a., at etnologer i afgørende grad forlod "folkekulturen" og rettede opmærksomheden mod borgerlig kultur, arbejderkultur, ja endog adelskultur. Svenske etnologer udviklede i 1980'erne en kulturanalytisk model til afdækning af kulturel betydning, mens danske etnologer i samme periode foretrak at analysere kulturen som led i de mere omfattende livssammenhænge, som — med noget forskellige teoretiske udgangspunkter — er blevet kaldt livsformer. Et karakteristisk træk ved 1990'ernes europæiske etnologi er, at konstruktionen af 1800-t.s nationale kultur, som etnologien selv er et barn af, er blevet et af de foretrukne studiefelter.

En væsentlig side af den etnologiske arbejdsmåde er feltarbejdet, dvs. det forhold, at forskeren skaffer sig et personligt indblik i og et førstehånds materiale om det samfund eller det kulturelle aspekt, som han studerer, hvad enten det sker gennem registrering af kulturelementer, gennem observation af samtidigt liv eller gennem interview om tidligere tilstande. Metoden, der også praktiseres inden for etnografi, giver mulighed for at afdække forhold og sammenhænge af kulturel art, som ikke er tilgængelige i anden form; den indebærer dog også metodiske og erkendelsesmæssige problemer, som etnologer og antropologer i de seneste år er blevet meget bevidste om (se refleksivitet). Ved siden af feltarbejdet betoner navnlig dansk etnologi forskerens skoling i historisk metode. Ved analysen af historisk kildemateriale søger etnologen imidlertid at udnytte sine feltarbejdserfaringer til formulering af andre spørgsmål og afdækning af oversete sammenhænge i kildematerialet.