Folkesundhed er en befolknings generelle helbredstilstand i lægelig forstand. En statsmagt vil ofte betragte en høj grad af folkesundhed som forudsætningen for befolkningens evne til produktion og reproduktion. Ønsket om at påvirke den generelle sundhedstilstand var en del af oplysningstidens tænkning. I Danmark opstod interessen for befolkningens størrelse og styrke i slutningen af 1700-tallet, og den kom til udtryk i de første befolkningsstatistikker. Efterhånden etableredes et sundhedsvæsen i form af distriktslæge- og distriktsjordemoderembeder. At anskue befolkningens sundhedstilstand som en værdifuld resurse, som staten måtte forvalte, var dengang en ny tankegang. Den byggede på opfattelsen af en sammenhæng mellem den individuelle levevis og landets produktivitet og forsvarsevne.

Set i et større perspektiv har interessen for folkesundheden stået centralt i de medicinske professioner. Den medførte i løbet af 1800-tallet en stigende overvågning og oplysning af befolkningen, som for alvor tog fart med opbygningen af velfærdssamfundet i 1900-tallet. I 1900-tallets første halvdel påvirkede denne interesse tillige politiske idéer om udskillelse af syge individer for at forbedre folkets samlede sundhed (eugenik), fx i dansk lovgivning om sterilisation af udviklingshæmmede. Denne udvikling fik sin mest outrerede form i nazismens Tyskland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig