homoseksualitet (Forskningshistorie)

Siden slutningen af 1800-tallet har en række videnskaber beskæftiget sig med homoseksualitet, bl.a. antropologi, historie, kunsthistorie, filosofi, litteraturvidenskab, lægevidenskab og sociologi. I en lang periode udgjorde lægevidenskaben den dominerende tilgang til emnet. Læger har således navnlig fokuseret på mulige biologiske årsagsforhold og bl.a. fremsat hypoteser om neurobiologiske, hormonelle og genetiske faktorers rolle.

Som et modstykke hertil har psykologisk orienteret teori fremlagt teser om betydningen af særligt disponerende familiekonstellationer. Ingen af de nævnte antagelser er bevist, skønt de hver især har været udlagt som en endegyldig forklaring.

Forsøget på at udpege biologiske og psykologiske årsager til homoseksualitet er forbundet med såvel metodologiske som etiske problemer. Hertil kommer, at den årsagsfokuserede forskning overvejende er foregået ud fra en grundantagelse om homoseksualitet som en mangeltilstand, en sørgelig begrænsning frem for en mulighed.

Fra 1970'erne har alternative videnskabelige tilgange i stigende omfang sat sig igennem. Antropologi og historievidenskab har fremhævet forskelle i udformningen af køn og seksualitet til forskellige tider i forskellige samfund. Sociologi og kulturvidenskab har peget på særlige træk ved homoseksuelles livsformer og kulturproduktion samt på deres bidrag til samfundslivet i bredeste forstand.