Friedrich Nietzsche

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Friedrich Nietzsche fotograferet i 1882 eller 1883. Efter han af helbredsgrunde måtte opgive sit professorat i Basel i 1879, boede han om vinteren i Nice eller i norditalienske byer som Venezia, Torino og Genova, mens han tilbragte sommermånederne i Sils-Maria i Øvre Engadin i det østlige Schweiz. Hans bøger udkom på et forlag i Leipzig.

Friedrich Nietzsche, Friedrich Wilhelm Nietzsche, 15.10.1844-25.8.1900, tysk klassisk filolog og filosof, født i Röcken i preussisk Sachsen som ældste barn af en protestantisk præst. Efter faderens død i 1849 gik han 1858-64 på kostskole i Pforta; i denne periode fjernede han sig gradvis fra kristendommen.

Friedrich Nietzsche studerede en kort tid teologi i Bonn, men opgav det snart til fordel for klassisk filologi, som han fra 1865 studerede i Leipzig. Her stiftede han bekendtskab med Arthur Schopenhauers filosofi, der kom til at præge ham afgørende, ligesom han studerede musik og selv forsøgte sig som komponist.

I 1869 blev Nietzsche professor i græsk sprog i Basel; han knyttede her kontakt til professorkollegaen Jacob Burckhardt og til komponisten Richard Wagner, der boede ved Luzern. I afhandlingen Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Musik (1872, da. Tragediens fødsel, 1996) søgte han at præsentere den græske kultur på en engageret og aktualiserende måde.

Bogen fik hård kritik fra hans fagfæller, hvilket fik ham til at koncentrere sig om filosofien. I Tragediens fødsel beskriver han, hvordan den oprindelig frodige, aristokratiske græske oldtidskultur efterhånden ændrede sig i retning af en kølig intellektualisme, repræsenteret ved Sokrates og Euripides.

De to tendenser, det fornuftsprægede og det viljes- og instinktbetonede, betegner Nietzsche med begrebsparret apollinsk-dionysisk. I de kulturkritiske Unzeitgemässe Betrachtungen, 1-4 (1873-76, Utidssvarende betragtninger) anlægges et lignende syn på Nietzsches egen tid; bl.a. kritiseres den overdrevne brug af en historisk betragtningsmåde. Historien skal tjene livet, ikke omvendt, betoner Nietzsche i anden del af de Utidssvarende betragtninger, Vom Nutzen und Nachtheil der Historie (1874, da. Historiens nytte, 1962).

Værkliste
Bøger udgivet af Friedrich Nietzsche selv:
1872 Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Musik* (da. Tragediens fødsel, 1996)
  Unzeitgemässe Betrachtungen, 1-4:
1873 David Strauss der Bekenner und der Schriftsteller
1874 Vom Nutzen und Nachtheil der Historie für das Leben (da. Historiens nytte, 1962)
1874 Schopenhauer als Erzieher
1876 Richard Wagner in Bayreuth
1878-79 Menschliches, Allzumenschliches: Ein Buch für freie Geister, bd. 1-2*
1881 Morgenröthe: Gedanken über die moralischen Vorurtheile*
1882 Die fröhliche Wissenschaft ("la gaya scienza")1 (da. Den muntre videnskab, 1997)
1883-85 Also sprach Zarathustra: Ein Buch für Alle und Keinen (da. Saaledes talte Zarathustra: En Bog for alle og for ingen, 1911)
1886 Jenseits von Gut und Böse: Vorspiel einer Philosophie der Zukunft
1887 Zur Genealogie der Moral: Eine Streitschrift (da. Moralens oprindelse: et stridsskrift, 1993)
1887 Hymnus an das Leben: Für gemischten Chor und Orchester
1888 Der Fall Wagner: Ein Musikanten-problem (da. Richard Wagner: et Musikant-Problem, 1895)
Skrevet 1887-88 og delvis tilrettelagt til trykning af Nietzsche, men udgivet af andre; trykkeår yderst til venstre:
1889 Götzen-Dämmerung, oder: Wie man mit dem Hammer philosophirt (da. Afgudernes ragnarok eller Hvordan man filosoferer med hammeren, 1993)
1889 Nietzsche contra Wagner: Aktenstücke eines Psychologen
1892 Dionysos-Dithyramben (da. Dionysos-dityramber, 1995)
1895 Der Antichrist: Versuch einer Kritik des Christenthums (da. Antikrist: forbandelse over kristendommen, 1973)
1908 Ecce homo: Wie man wird, was man ist (da. Ecce Homo: hvordan man bliver, hvad man er, 1994)
Tilrettelagt til trykning af søsteren, Elisabeth Förster-Nietzsche:
1901 Der Wille zur Macht: Studien und Fragmente
1911 Der Wille zur Macht: Versuch einer Umwerthung aller Werthe
* genudgivet af Nietzsche i 1886-87

I 1876 brød Friedrich Nietzsche med Richard Wagner efter syv års personlig kontakt, der fra Nietzsches side havde været båret af stærke og stærkt sammensatte følelser. Som 35-årig måtte han i 1879 opgive sit professorat pga. permanente hovedsmerter og en øjensygdom.

De følgende ti år opholdt han sig normalt i Nice eller i Norditalien om vinteren og i Schweiz om sommeren. I denne periode nåede han frem til sin endelige filosofiske opfattelse og skrev sine betydeligste værker, aforismesamlinger som Zur Genealogie der Moral (1887, da. Moralens oprindelse, 1993) og Götzen-Dämmerung (1889, da. Afgudernes ragnarok, 1993). Aforismerne viser Nietzsche som en blændende stilist.

Den profetiske bog Also sprach Zarathustra (1883-85, da. Saaledes talte Zarathustra, 1911) er derimod næppe det litterære mesterværk, som Nietzsche selv anså den for. Heri fremsætter han sit berømte diktum "Gud er død".

Efter flere helbredskriser fik Friedrich Nietzsche 3.1.1889 et fuldstændigt psykisk sammenbrud i Torino; frem til sin fysiske død var han herefter underkastet først moderens og siden søsterens pleje.

Virkningen af Friedrich Nietzsches tanker

Friedrich Nietzsche er for eftertiden kommet til at stå som en af de store "mistankens mestre" på linje med fx Charles Darwin og Sigmund Freud. I sine skrifter kritiserer han samtidens værdiforestillinger, idet han hævder, at de enten udspringer af mindre ædle motiver eller beror på misforståelser.

De værdier og tænkemåder, som præger den moderne europæiske civilisation, er livshæmmende og selvdestruktive. Nietzsche angiver flere grunde til, at det er kommet så vidt. De herskende moralforestillinger (den kristne etik og de hermed beslægtede humanistiske idealer) er udtryk for en "slavemoral": Det gode defineres negativt, som fravær af smerte og evt. som udfrielse fra det jordiske liv. Dette ideal er opfundet af de svage mennesker, af dem, som ikke kunne leve op til de oprindelige, mere "mandige" og livsnære idealer ("herremoralen"). Sokrates og Jesus repræsenterer på hver sin måde denne de svages hævn over de stærke.

Friedrich Nietzsche vekslede 1887-89 en række breve med Georg Brandes. Dette er dateret i Torino 20.10.1888, tre måneder før Nietzsche gik fra forstanden. Slutningen lyder: — Ih hvor er De energisk! Og jeg idiot, der ikke engang forstår dansk! — At man netop i Rusland er på vej op igen, tror jeg, De har fuldkommen ret i; jeg regner mere end én russisk bog, frem for alt Dostojevskij (oversat til fransk, for Guds skyld ikke til tysk!!), til mine største opmuntringer. Af hjertet og med ret til at være taknemmelig, Deres Nietzsche. Det Kongelige Bibliotek, København.

Det moderne menneske ligger under for andre livshæmmende illusioner. Det videnskabelige ideal om objektivitet virker handlingslammende og lader sig ikke realisere: Der er ingen kendsgerninger, kun fortolkninger; al forståelse er "perspektivisk". Det gælder også moralen — Nietzsche er moralsk nonkognitivist.

Friedrich Nietzsches originalitet ligger dog ikke i kritikken af de traditionelle værdiforestillinger; kritik af lignende art formuleredes allerede i oplysningstiden og i romantikken. Det nye hos Nietzsche er, at han også kritiserer selve den kritiske indstilling, idealet om at trænge bag om illusionerne og finde det egentligt virkelige (hvormed han foregriber postmodernismen).

Mennesket vil ifølge Nietzsche altid ligge under for illusioner, bl.a. fordi det er henvist til at benytte sig af sproget, som er et groft og upålideligt redskab. Fx er både troen på, at mennesket har et jeg og en fri vilje, naturvidenskabens idé om skjulte årsager til fænomenerne, og troen på, at Gud har skabt verden, fejltagelser, der skyldes sprogets magt over os. Subjekt-prædikat-strukturen, som er karakteristisk for de indoeuropæiske sprog, har forledt os til at mene, at der bag enhver aktivitet eller proces står en "gerningsmand".

Umuligheden af at komme illusionerne til livs følger også af Nietzsches tanke om "den evige genkomst": Alle begivenheder gentager sig, historien gentager sig, og det er derfor ikke muligt definitivt at lægge illusionerne bag sig. Nietzsche afviser enhver form for eskatologi eller forløsningstanke: Der er ingen ende på historien og ingen mening med livet uden for livet selv (se også overmenneske).

Friedrich Nietzsches positive doktrin er læren om den nye mennesketype, "overmennesket". Der er ikke tale om en fysisk eller intellektuelt overlegen mennesketype, men om et menneske, som nok erkender, at der ikke gives absolutte værdier, men i stedet for at resignere griber muligheden for at give mening til sit liv (aktiv nihilisme).

Forbilledet for denne mennesketype er kunstneren, der ikke blot (som videnskabsmanden) reproducerer det bestående, men skaber ny værdi: Ifølge Nietzsche er kunsten mere værd end sandheden.

Alle fortolkninger er ifølge Nietzsche udtryk for viljen til magt, en upersonlig, ubevidst livskraft, der ikke blot er en biologisk selvopholdelsesdrift, men en udvidelses- og hersketrang.

Friedrich Nietzsches filosofi nød så godt som ingen bevågenhed i hans egen levetid. De fem forelæsninger, som Georg Brandes holdt i foråret 1888 i København, var den første offentlige introduktion overhovedet; via Brandes fik Nietzsches tanker straks betydning for bl.a. August Strindbergs forfatterskab. I 1900-t.s løb har forfattere og eksistensfilosoffer som Thomas Mann, Martin Heidegger og Jean-Paul Sartre samt poststrukturalister som Michel Foucault og Jacques Derrida ladet sig inspirere af ham.

Friedrich Nietzsches søster, Elisabeth Förster-Nietzsche, grundlagde det endnu eksisterende Nietzsche Archiv i Weimar. Hun ændrede teksten i nogle af hans utrykte manuskripter i racistisk og nationalistisk retning, hvilket medvirkede til at gøre Nietzsche populær hos nazisterne.

Det er skæbnens ironi, eftersom han selv var udpræget antinational og i forholdet til jøder faktisk var anti-antisemit, fx i modsætning til Wagner. Nietzsche anså Tysklands udvikling til en stormagt under Otto von Bismarck for en kulturel katastrofe; politisk magt var for ham uforenelig med åndelig storhed.

Den første gennemført tekstkritiske udgave er Werke. Kritische Gesamtausgabe, udg. siden 1967 i ca. 30 bind ved Giorgio Colli (1917-79) og Mazzino Montinari (1928-86).

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

Læs også om Friedrich Nietzsche i Gyldendals Teaterleksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Friedrich Nietzsche vekslede 1887-89 en række breve med Georg Brandes. Dette er dateret i Torino 20.10.1888, tre måneder før Nietzsche gik fra forstanden. Slutningen lyder: — Ih hvor er De energisk! Og jeg idiot, der ikke engang forstår dansk! — At man netop i Rusland er på vej op igen, tror jeg, De har fuldkommen ret i; jeg regner mere end én russisk bog, frem for alt Dostojevskij (oversat til fransk, for Guds skyld ikke til tysk!!), til mine største opmuntringer. Af hjertet og med ret til at være taknemmelig, Deres Nietzsche. Det Kongelige Bibliotek, København.

© Dette billede må du ...

Friedrich Nietzsche fotograferet i 1882 eller 1883. Efter han af helbredsgrunde måtte opgive sit professorat i Basel i 1879, boede han om vinteren i Nice eller i norditalienske byer som Venezia, Torino og Genova, mens han tilbragte sommermånederne i Sils-Maria i Øvre Engadin i det østlige Schweiz. Hans bøger udkom på et forlag i Leipzig.

Viser 2 af 2 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
25/08/2013
Marie-Louise Hammer
15/02/2013
Redaktionen
27/07/2012
Ekspert
Brahde
Oprindelig forfatter
SHaK
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki