Julien Offray de La Mettrie, 1709-1751, fransk læge og materialistisk filosof. I sit første filosofiske arbejde, Histoire naturelle de l'âme (1745, Sjælens naturhistorie), angreb han den cartesianske dualisme og gjorde sig til talsmand for en sensualistisk og materialistisk bevidsthedsteori. I La Mettries mest berygtede bog, L'Homme machine (1747, Det maskinagtige menneske), opfattes mennesket som en selvorganiserende og selvreproducerende maskine. Dette kombineret med en ekstrem ateisme, en stadig understregning af den seksuelle vellyst som det højeste gode, seksuel frihed som en menneskeret og et middel til sundhed samt en lære om, at samvittighed og moralske forestillinger skyldes ydre prægning, skabte en voldsom opposition imod ham i det officielle Frankrig.
Han flygtede i 1748 til Berlin, hvor han blev et skandaleombrust medlem af den kreds af frisindede kulturpersonligheder, som Frederik 2. den Store af Preussen omgav sig med.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki