Tre kroner var i middelalderen et politisk ladet symbol, der i Norden blev brugt i segl og våbener både som udtryk for Sverige og for Kalmarunionen med konsekvenser århundreder frem i tiden.

Svensk statssymbol

Tre kroner blev et tidligt og vedvarende statssymbol i Sverige. For at understrege sin kongeværdighed satte Magnus Ladelås i 1275 tre store kroner omkring sit skjold med Sveriges oprindelige våben, folkungeløven. Hans bror, Valdemar Birgersson, havde indtil sin afsættelse ført tre kronede løver af dansk oprindelse. Det kan være fra dette våben, at Magnus hentede de tre kroner.

Tre kroner ses på en dansk mønt fra ca. 1290. Det er ikke rimeligt at tolke dem som symbol for de tre nordiske kongeriger. De må snarere jævnføres med Erik Menveds tronsegl, kendt fra 1287, hvor den kronebærende kongeskikkelse er gengivet med en tilsvarende krone på hver side, altså i alt tre kroner, for at skelne tronseglet fra faderen Erik Klippings tronsegl.

Unionssymbol

Magnus Eriksson, der efter 1332 kaldte sig konge af Sverige, Norge og Skåne, slog fra slutningen af 1330'erne mønter med tre kroner på den ene side. Symbolet kunne herefter knyttes til et nordisk unionsbegreb. I et kardinalpalads i Avignon blev der i 1335 afbildet et trekronervåben for Magnus Eriksson. Uden for Norden er der eksempler fra 1200- og 1300-tallet på, at tre kroner blev brugt som våben for ledende herolder, våbenkonger, og den legendariske kong Arthur, der blev opfattet som heroldernes konge, tillagde man et våben med tre kroner.

Som svensk konge fra 1364 førte Albrecht af Mecklenburg tre kroner i sit skjold og ville måske dermed udnytte de tre kroners mulige unionssymbolik. Tre gyldne kroner i blåt var fra da af en fast bestanddel af det svenske kongevåben. Efter at have besejret Albrecht i 1389 anvendte Margrete 1. bevidst et trekronervåben som udtryk for den tilstræbte union af Danmark, Sverige og Norge. Som unionskonge førte Erik 7. af Pommern trekronervåbnet, hyppigt i et lille segl, og han satte det ligesom de følgende unionskonger ind i sit store, sammensatte skjold.

Trekronerstrid

Gustav Vasa trak i 1523 Sverige ud af den nordiske union. Men de dansk-norske konger til og med Christian 2. gengav fortsat tre kroner i deres våben. Frederik 1. førte aldrig de tre kroner. I 1546 genoptog Christian 3. brugen af dem. I 1563 blev de anledning til krig mellem Frederik 2. af Danmark-Norge og Erik 14. af Sverige. Denne mente, at tre kroner var Sveriges våben, mens Frederik 2. så dem som et udtryk for Unionen. Den danske konges brug af de tre kroner opfattede man i Sverige som en provokation, især i 1500- og 1600-tallet. De to modstridende opfattelser blev genstand for adskillige diplomatiske forhandlinger og meningstilkendegivelser. Ved fredstraktater i 1570 og i 1613 blev det fastslået, at begge riger havde ret til at føre de tre kroner, men uden, at kongerne dermed kunne gøre krav på den andens rige(r). De tre kroner i den danske konges våben beholdt længe et præg af antydet prætention.

De tre kroner udgør stadig et felt i det danske kongelige våben, Danmarks rigsvåben, også efter den ændring af våbenet, der i 1972 medførte en betragtelig reduktion af felter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig