Beregningsgrundlag, forudsætninger, der lægges til grund for forsikringstekniske beregninger specielt inden for livs- og pensionsforsikring. Et beregningsgrundlag bygger på en kombination af statistiske undersøgelser af dødelighed og invalideringsrisiko, økonomiske analyser af afkastet på forsikringsselsskabets aktiver, regnskabsanalyser af administrationsomkostninger og prognoser over disse elementers fremtidige udvikling. Forsikringsselskabernes beregningsgrundlag skal godkendes af Finanstilsynet.