Bonus, (af lat. bonus 'god', formentlig adj. til underforstået subst., fx eventus 'resultat', dvs. 'godt (udbytte)'; gl. børsslang), den enkelte forsikringstagers andel af et eventuelt overskud i en forsikringsordning. Det overskud, som normalt vil opstå, ved at den faktiske udvikling i fx dødelighed, rente og omkostninger forløber gunstigere end forudsat i beregningsgrundlaget, tilhører inden for livs- og pensionsforsikring forsikringstagerne. De modtager overskuddet i form af forhøjede forsikringsydelser, præmierabat eller kontant udbetaling.

Inden for motorkøretøjsforsikring er bonus den præmierabat, som forsikringstageren opnår efter et år uden skadeanmeldelser; modsat malus (lat. 'dårlig'), som er den præmieforhøjelse, der er konsekvensen af en eller flere anmeldte skader.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig