• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

brandforsikring

Oprindelig forfatter SRas Seneste forfatter Redaktionen

brandforsikring, forsikring imod økonomiske tab som følge af brand; en af de ældste forsikringsformer. Det første danske bygningsbrandforsikringsselskab, Kjøbenhavns Brandforsikring, blev stiftet i 1731 som en konsekvens af, at flere storbybrande havde hærget; ved Københavns brand den 22.-23. oktober 1728 brændte således to tredjedele af byen. Det første selskab tegnede kun forsikringer "inden for voldene". I 1761 blev Købstædernes almindelige Brandforsikring stiftet og i 1792 Landbygningernes alm. Brandforsikring. Det første løsørebrandforsikringsselskab blev stiftet i 1778 under navnet Det kgl. octr. kjøbenhavnske Brandassurance-Compagni.

Moderne brandforsikring dækker primært skade ved brand eller, som det formuleres i Forsikringsaftaleloven, ved ildsvåde. Herved forstås egentlig flammedannelse, som har evne til at brede sig ved egen kraft; bagatelskader, fx svideskader, erstattes ikke. Forsikringen dækker endvidere lynnedslag, eksplosion, nedstyrtning af fly samt direkte følger af brand, fx røg- og sodskade samt bortkomst under branden. Skade, der er forårsaget af slukningsvand og i forbindelse hermed fjernelse, deponering og destruktion af forurenede genstande, erstattes også af brandforsikringen.

Quiz
Hvilken abe er ikke en menneskeabe?

1: bavian
2: bonobo
3: chimpanse