retsvidenskab

Karakteristisk for retsvidenskaben i 1800- og 1900-tallet er, at det er en national videnskab, en følge af de nationale lovbøger, der indførtes i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, fx Den Preussiske Landret og Code Napoléon, men tidligere var retsvidenskaben en international videnskab. De metoder, som udvikledes i Bologna og på andre universiteter, og som gik ud på forståelse og praktisk anvendelse af romerretten, såkaldt mos italicus, fulgtes over hele Europa. Som modstykke dannedes i 1500-tallet i Frankrig en retsvidenskabelig skole, mos gallicus, der lagde vægt på en mere historisk forståelse af teksterne, repræsenteret af bl.a. Jacques Cujas og Hugues Doneau (Donellus), og også denne skoles resultater anerkendtes andre steder.

Naturrettens gennembrud i 1600- og 1700-tallet, især med værker af Hugo Grotius, Samuel Pufendorf, Christian Thomasius og Christian Wolff, satte et vigtigt skel i retsvidenskabens historie. Romerretten var stadig grundlag for retsstudiet, men ved siden af romerretten blev naturret et vigtigt fag, og herfra udgik vigtige impulser til reform af retten. Retsvidenskaben i Tyskland siden ca. 1600 kendes som usus modernus pandectarum, og ved siden af denne studeredes naturretten, der indeholdt elementer af både jura, etik og almindelig samfundsfilosofi. Et resultat af naturretten, som egentlig gik ud på beskrivelse af almengyldige grundsætninger fælles for alle, var de store nationale lovbøger, der som nævnt betød et brud med rettens hidtidige internationalisering.

Omkring 1800 gik naturretten af mode. I Frankrig og andre lande, der fik lovbøger, koncentrerede retsvidenskaben sig om lovbøgernes fortolkning. I Frankrig tales der om l'école de l'exégèse ('fortolkningsskolen'), der udelukkende beskæftigede sig med Code Napoléon. Den toneangivende retning i tysk retsvidenskab i begyndelsen af 1800-tallet var den historiske skole, hvis mest fremtrædende navn er F.C. von Savigny, der lagde stor vægt på romerrettens historiske udvikling og ikke anerkendte en almengyldig naturret.

I Tyskland beskæftigede retsvidenskaben i 1800-tallet sig fortsat med romerretten. To af de mest fremtrædende tyske jurister i denne periode var Rudolph von Jhering (1818-1892) og Bernhard Windscheid, der begge fik betydning for dansk retsvidenskabs udvikling i 1800-tallet.

Dansk retsvidenskab har udviklet sig ret sent. Fra 1400-tallet kendes Knud Mikkelsens glosser, der er en latinsk kommentar til Jyske Lov. Efter indvielsen af Københavns Universitet i 1479 undervistes i kanonisk ret og romerret i Danmark, men om en egentlig retsvidenskab kan der næppe tales bortset fra et mindre antal bevarede juridiske disputatser.

I 1736 indførtes en juridisk embedseksamen, der foruden romerret og naturret havde dansk ret som fag. I løbet af 1700-tallet begyndte en dansk retsvidenskab at udvikle sig med navne som A. Hojer, P. Kofod Ancher og L. Nørregaard. Et vendepunkt indtrådte med A.S. Ørsted, der ofte anses for dansk retsvidenskabs fader, idet han i et stort forfatterskab, der var inspireret af strømningerne i fremmed ret, gav en langt mere indgående fremstilling af dansk ret end tidligere kendt. En mere spekulativ linje indledtes af F.C. Bornemann, der efterfulgtes af A. Aagesen (1826-1879) inden for formueret og til dels af C. Goos inden for strafferet og retslære. Den historiske skole inspirerede J.L.A. Kolderup-Rosenvinge og J.E. Larsen. J. Nellemann var fremtrædende inden for retspleje, inden han i 1875 blev justitsminister. H. Matzens fag var retshistorie og statsforfatningsret, og i begyndelsen af 1900-tallet spillede V. Bentzon en rolle i nordisk lovsamarbejde. Andre formueretslærere af betydning for dansk retsvidenskab var F. Vinding Kruse, Julius Lassens efterfølger i obligationsretten Henry Ussing og ved Aarhus Universitet Knud Illum. Poul Andersen grundlagde forvaltningsretsvidenskaben (se forvaltningsret) i Danmark, og retsfilosoffen Alf Ross kom fra 1950'erne til at spille en vigtig rolle for orienteringen af dansk retsfilosofi i en analytisk retning, såkaldt skandinavisk realisme.

Karakteristisk for dansk retsvidenskab er en meget pragmatisk holdning til de retlige problemer. En væsentlig del af dansk retsvidenskab har således et praktisk sigte, der skrives sjældent grundlæggende retsvidenskabelige værker, og retsvidenskaben er stadig en overvejende national videnskab. Internationaliseringen har dog medført, at mange danske jurister studerer i udlandet, og den engelsk-amerikanske ret spiller i dag en større rolle for dansk ret end tysk ret. Den europæiske integration og globaliseringen har ført til overvejelser om både et europæisk retsstudium og en fælles europæisk retsvidenskab, men en realisering af disse tanker synes endnu at ligge langt ude i fremtiden.

• retshistorie
• retspolitik
• retsfilosofi
• retslære