arveret

Beviset for, at arvingen har overlevet den afdøde, kan give vanskeligheder i visse tilfælde. Er der ikke vished for, at en bortebleven person har overlevet afdøde, afsættes kun arv til den pågældende, hvis der er nogen sandsynlighed for, at han/hun er i live. Er der vished for, at arvingen har overlevet afdøde, afsættes derimod arvelod, uanset om arvingens opholdssted måtte være ukendt.

Hvis to personer, som havde arveret efter hinanden, er døde, uden at det vides, hvem der er død først, anses den ene ikke for at have overlevet den anden. Reglen har praktisk betydning fx ved trafikulykker, hvor ægtefæller omkommer. Et barn, som er avlet forinden dødsfaldet og senere fødes levende, har også arveret. Den gravide kvindes foster er således arveberettiget.

Det siges, at "arven er faldet", når kravet på arv kan overføres ved aftale, tilegnes af arvingens kreditorer, falde i arv ved arvingens død eller indgå i arvingens eventuelle separations- eller skilsmissebo. Dette tidspunkt indtræder som regel ved arveladers død. Der gælder særregler, når arveladerens efterlevende ægtefælle overtager et fællesbo til hensidden i uskiftet bo med den førstafdødes livsarvinger.

Arvinger kan inddeles i tre hovedgrupper: slægtninge, ægtefæller og testamentsarvinger.

Første arveklasse består af arveladerens livsarvinger, dvs. personer, der nedstammer fra arveladeren, nemlig børn, børnebørn, oldebørn osv. Børn uden for ægteskab arver normalt deres forældre og disses slægt på samme måde som børn født i ægteskab, blot faderskabet er fastslået. Dog gælder særregler for børn født uden for ægteskab før 1938.

Adoptivbørn arver — i hvert fald, hvis de er adopteret efter 1956. For ældre adoptioner gælder særregler. Et stedbarn arver ikke, da alene slægtsskab medfører arveret. Arveladerens børn arver indbyrdes lige store arvelodder. Så længe et barn lever, er dets børn, dvs. afdødes børnebørn, ikke berettigede til arv.

Er et barn derimod død før arveladeren, men har efterladt sig børn, træder disse børn i deres afdøde fars eller mors sted og arver med lige andele den lod, som ellers ville være tilfaldet den afdøde. Dette kaldes repræsentationsprincippet.

Har arveladeren fx to sønner, hvoraf den ene er død og har efterladt sig et barn, får den efterlevende søn halvdelen og barnebarnet den anden halvdel. Samme system gælder for de fjernere slægtsarvinger.

Er den ene af forældrene død, tilfalder dennes halvdel dennes børn, altså arveladerens hel- eller halvsøskende, og hvis nogen af disse skulle være døde, deres afkom. Kun hvis der slet ingen efterkommere er af den førstafdøde af forældrene, arver den anden af forældrene det hele.

Er begge forældrene døde, fordeles arvelodden således, at deres fælles børn arver gennem dem begge, mens særbørn (arveladerens halvsøskende) kun arver gennem deres biologiske far eller mor. Er der kun arvinger på enten faderens eller moderens side, arver disse alene.

Efterlader arveladeren sig ingen livsarvinger (børn, børnebørn mv.), arver ægtefællen alene. Hvis den længstlevende ægtefælle derefter dør uden at have indgået nyt ægteskab og uden at efterlade sig livsarvinger, deles boet efter længstlevende med halvdelen til hver ægtefælles arvinger, hvis der ikke er oprettet testamente.

Efterlader arveladeren sig livsarvinger (børn, børnebørn mv.), arver ægtefællen efter Arveloven af 2008 halvdelen og livsarvingerne arver den anden halvdel af boet. Hertil kommer, at ægtefællen har ret til såkaldt suppleringsarv, således at den efterlevende ægtefælle af boet altid er berettiget til at udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt med boslod, arvelod og særeje udgør indtil 600.000 kr.; beløbsgrænsen reguleres årligt.

Endelig har den efterlevende ægtefælle en særlig adgang til at forlange udlæg i boets ting efter vurdering med fortrin frem for andre arvinger. Derudover har ægtefællen udløsningsret, dvs. ret til at forlange udlæg i aktiver, der hører til fællesboet, og hvis værdi overstiger boslodden og arvelodden, mod at udløse medarvingerne for deres arveret i penge.

At hensidde i uskiftet bo er meget fordelagtigt for den efterlevende ægtefælle. Der er tale om en ret til at udsætte skiftet med førstafdødes livsarvinger, indtil længstlevende ægtefælle dør. Boet holdes altså vedvarende samlet, således at formuefællesskabet for så vidt fortsættes, men overgår til den efterlevende ægtefælles enebestyrelse.

Retten til at sidde i uskiftet bo gælder for fælleseje og med fælles livsarvinger, men ikke for førstafdødes særeje og med særlige livsarvinger. Havde afdøde særlige livsarvinger (særbørn), kræver hensidden i uskiftet bo tilladelse fra dem eller deres værger.

Tvangsarven er den andel af livsarvingernes og ægtefællens legale arvelod, der ikke kan fratages dem ved testamente. Tvangsarven for livsarvinger og ægtefællen udgør efter Arveloven af 2008 en fjerdedel af den legale arvelod. Efter Arveloven af 2008 kan arveladeren dog ved testamente begrænse arvelodden til hvert af sine børn til en værdi af 1.000.000 kr.; beløbsgrænsen reguleres årligt. Ingen arvinger i anden eller tredje arveklasse er tvangsarvinger.

Staten arver, hvis der hverken er arvinger efter loven eller efter testamente. Dog kan staten i visse tilfælde afstå arven til personer, der har stået afdøde nær, se afståelse af arv.

Ophør af retten til at arve kan ske, ved at arvingen har meddelt arveafkald, ved at arvingen allerede har modtaget arven som arveforskud, eller ved at arvingen har forbrudt sin arveret (fx ved at have øvet vold mod eller ved at have forsøgt at dræbe arvelader). For ægtefæller vil også separation eller skilsmisse medføre, at arveretten bortfalder. Ved testamentsarv kan retten til arv ophøre, ved at testator gyldigt tilbagekalder testamentet.

Se også legatar og uskiftet bo.

De ældste danske regler om arv, som de findes i landskabslovene (se landskabslove) fra 1200-tallet, byggede på slægtens ret til arv. Slægtsarvingerne var inddelt i flere klasser, således at blot én arving i den nærmere klasse udelukkede de fjernere. Systemet i lovene varierede, ligesom fordelingen af arv inden for arveklasserne ikke altid skete efter samme principper – fx arvede mænd og kvinder ikke lige, idet mænd som regel fik en dobbelt lod (broder- eller sønnelod) i forhold til kvinder.

Efter de ældste regler var børn de vigtigste arvinger, mens ægtefællearv spillede en underordnet rolle: Kun hvis der blev født et barn i ægteskabet, blev der tale om, at manden arvede en sønnelod efter ægtefællen. Først i Danske Lov fra 1683 blev der givet regler om arveret for både efterlevende mand og hustru.

Danske Lov byggede på landskabslovenes regler, og arveretten fik først med Arveforordningen af 21.5.1845 et helt nyt retsgrundlag. Forordningen blev til som følge af et initiativ fra de rådgivende provinsialstænder, der bl.a. ønskede at afskaffe uligheden mellem mænd og kvinder, og den udformedes i det væsentligste af jurist Anders Sandøe Ørsted.

Efter forbillede i østrigsk ret indførtes parentelsystemet, hvorefter arvingerne inddeles i fem arveklasser (parenteler):

• 1. arveklasse består af afdødes børn, børnebørn, oldebørn etc. (afdødes livsarvinger)
• 2. arveklasse af forældre, søskende og deres afkom
• 3. arveklasse af bedsteforældre og deres afkom
• 4. arveklasse af oldeforældre og deres afkom
• 5. arveklasse af tipoldeforældre og deres afkom.

Arveforordningen opretholdt forskellen mellem mænds og kvinders arvelodder, når de arvede i egenskab af livsarvinger (men ikke for fjernere arvinger), indtil der i 1857 indførtes fuld ligestilling mellem kvinder og mænd i arveretlig henseende.

Tvangsarvinger, dvs. arvinger som ikke kan berøves deres arveret fuldt ud ved testamente, var ifølge Arveforordningen børn og andre livsarvinger (afdødes descendens). Ægtefællen blev tvangsarving ved Lov om Ægtefællers Arveret og Uskiftet Bo fra 1926.

Antallet af personer, som tager arv, blev indskrænket ved Arveloven af 1963, hvormed 1845-forordningens 4. og 5. arveklasse bortfaldt og 3. arveklasse blev beskåret.

Retten til at oprette testamente blev indført på landskabslovenes tid ca. 1200 under indflydelse fra kirken, idet der herved var mulighed for at give en sjælegave til fordel for kirken. Testamentariske dispositioner, som begrænsede slægtninges arv, stødte imidlertid på modvilje, og retten til at disponere ved testamente var langt op i tiden bundet til sådanne særlige fromme formål.

Først i 1845 indførtes en almindelig ret for arvelader, der efterlod sig livsarvinger, til frit at disponere over en fjerdedel af sine efterladte ejendele.

Reglerne om arv gælder både fast ejendom, løsøre og andre goder. Reglerne om slægtsarv vil ofte medføre en spredning af formuen (typisk mellem børnene) ved arveladers død. Undertiden gælder dog specielle regler for fast ejendom, idet der kan være en særlig interesse i at holde ejendommen samlet. De danske landskabslove kendte ikke regler, som gav mulighed for at lade en fast ejendom gå udelt i arv til en enkelt livsarving blandt flere.

Sådanne regler kendtes i andre lande, og i 1500-tallet forsøgte kansler Johan Friis at indføre en sådan ordning for sit gods, Hesselagergård, men dispositionen blev erklæret ugyldig ved dom. Efter enevældens indførelse i 1660 blev der givet regler om len (se lensvæsen), stamhuse og fideikommiser, som gav mulighed for at holde større godser samlet. Med Grundloven af 1849 bortfaldt adgangen til at oprette sådanne særlige besiddelser, og ordningen afskaffedes helt ved lensafløsningen 1919.

Romerretten tillagde arveladers vilje, som den kom til udtryk i testamentet, stor vægt, men kendte også slægtsarv. Der kunne dog ikke – som i dansk ret – disponeres delvis ved testamente. De romerretlige principper både for legal arv og for testamente fik stor betydning for europæisk retsudvikling og ikke mindst for den arveretlige terminologi.