bobestyrer

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

bobestyrer, en af justitsministeren særligt autoriseret advokat, der er tilknyttet en eller flere retskredse som fast behandler af dødsboer, eller en person, som den afdøde ved testamente har indsat til at behandle sit dødsbo ved bobestyrerbehandling. Fra 1.7.2011 er det dog blevet muligt i et større omfang end tidligere at gøre brug af bobestyrere, der ikke er autoriserede.

Bobestyreren udpeges af skifteretten (se skifte), og under særlige omstændigheder kan skifteretten udpege flere bobestyrere, fx såfremt der er behov for bistand fra en forretningskyndig person i forbindelse med, at den afdøde efterlader sig en igangværende erhvervsvirksomhed.

Der stilles krav om, at alle bobestyrere skal tegne en ansvarsforsikring, som kan dække tab i forbindelse med simpelt uagtsomme fejl og forsømmelser ved bobehandlingen. Advokater opfylder normalt automatisk dette krav. Endvidere kræves en kautionsforsikring til dækning af tab, som ikke er omfattet af ansvarsforsikringen, såsom groft uagtsomme forsømmelser eller underslæb. Udgiften hertil kan i modsætning til ansvarsforsikringspræmien afholdes som boudgift i dødsboet.

Arvinger, legatarer, kreditorer og andre involverede i bobehandlingen kan klage til skifteretten over bobestyreren. Endelig er der meget strenge krav til bobestyreren om, at denne ikke må være nærtstående til arvingerne eller værge for disse, have særlig interesse i sagens udfald eller være i en situation, hvor der er tvivl om dennes upartiskhed i det pågældende spørgsmål. En bobestyrer må ikke erhverve boets aktiver.

Autoriserede bobestyrere

Bobestyrere autoriseres efter indstilling fra retskredsens dommer og vedkommende landsretspræsident. Autorisation meddeles kun advokater, der ikke er fyldt 70 år, og der stilles krav om gennemførelse af en efteruddannelse i dødsbobehandling.

Har den afdøde ikke i sit testamente indsat en bobestyrer, udleverer skifteretten som udgangspunkt et bo, der skal behandles som bobestyrerbo, til en autoriseret bobestyrer.

Testamentarisk indsat bobestyrer

En testamentarisk bobestyrerindsættelse må ikke være bortfaldet pga. ugyldighed. Indsættelsen skal være sket ved navns nævnelse. Testamentarisk indsatte bobestyrere, der ikke har bestalling som advokat, skal skriftligt afgive erklæring om myndighed og solvens samt forevise en straffeattest, som berettiger den pågældende til at forestå bobestyrerbehandling.

Indsættelse i testamenter kan gøres betingede, således at bobestyreren kan give samtykke til privat skifte. Skifteretten kan dog, hvis arvingerne er enige heri, under særlige omstændigheder tilsidesætte en ubetinget bobestyrerindsættelse og dermed tillade, at dødsboet skiftes ved privat skifte.

I insolvente boer, hvor gælden overstiger værdien af boets aktiver, er skifteretten på trods af bobestyrerindsættelse ved testamente fritstillet ved valg af bobestyrer.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Mads L.
29/09/2012
Jørn Busch Olsen
21/12/2010
Redaktionen
29/01/2009
Oprindelig forfatter
JGNie
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki