religionsfrihed

religionsfrihed, ret til frit at udøve sin gudsdyrkelse. I Danmark har borgerne efter Grundloven § 67 ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, kun begrænset af hensynet til sædeligheden og den offentlige orden. Beskyttelsen omfatter ret til at udøve religion både i foreninger og individuelt, uanset om den udøves offentligt eller privat, og omfatter alle, der opholder sig inden for rigets grænser uanset statsborgerskab. Ret til gudsdyrkelse omfatter fx gudstjenester, forkyndelse, bøn, overholdelse af religiøse skikke, opførelse af kirker og ansættelse af præster. Derimod er almindelige aktiviteter, fx drift af skoler, sociale institutioner mv. med et religiøst formål, ikke omfattet. Religionsfrihed indebærer også ret til ikke at have en religion (se ateisme) og ret til at skifte religion.

Grundlovens beskyttelse af religionsfriheden indebærer ikke lige rettigheder (såkaldt paritet) for trossamfundene. Folkekirken understøttes efter Grundloven § 4 af staten, og der er derfor efter Grundloven ikke ligestilling mellem folkekirken og andre trossamfund. Efter Grundloven § 68 har ingen pligt til at yde personlige bidrag til nogen andens gudsdyrkelse end sin egen. Bestemmelsen medfører, at personer, der ikke er medlem af folkekirken, fritages for at betale kirkeskat, men ikke, at de fritages for at bidrage til folkekirken gennem de almindelige skatter. Forholdene for andre trossamfund end den evangelisk-lutherske folkekirke forudsættes efter Grundloven § 69 reguleret ved lov, men en sådan lov er aldrig gennemført.

Religionsfrihed er en grundlæggende frihedsrettighed, der i USA blev udtrykt i Uafhængighedserklæringen (1776) og i Frankrig i Erklæringen om Menneskerettigheder (1789). I Danmark var der i henhold til Kongeloven af 1665 religionstvang, og Christian 5.s Danske Lov fastsatte sanktioner for fremmed religionsudøvelse. Reglerne blev dog lempet under enevælden, og religionsfrihed indførtes ved Grundloven af 1849. I Sverige blev det fra 1860 muligt at udtræde af statskirken under visse betingelser, men egentlig religionsfrihed blev først indført ved lov i 1951. I Norge blev religionsfriheden styrket fra midten af 1800-t., men først i 1964 indsattes en bestemmelse om religionsfrihed i Norges grundlov, Eidsvollforfatningen.

EUs traktatgrundlag anerkender religionsfrihed, respekterer nationale religionsretlige ordninger og imødegår religiøs diskrimination. En række EU-direktiver samt en handlingsplan (antidiskriminationspakken) for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af bl.a. religion er vedtaget i 2000. Reglerne i direktiverne tillader opretholdelse af eksisterende lovgivning, der giver arbejdsgivere med en religiøs identitet (kirker, skoler mv.) visse muligheder for at lægge vægt på religion og tro i ansættelsesforhold. EUs institutioner har desuden i 2000 ensidigt proklameret Chartret om grundlæggende rettigheder, der bl.a. indeholder princippet om religionsfrihed, som ensidigt skal opretholdes af unionens institutioner, selvom det ikke er indskrevet i Traktaten. Sådanne regler blev, sammen med forbud mod direkte og indirekte religiøs diskrimination på arbejdsmarkedet, fastslået i Danmark ved lov i 1996 i forbindelse med ratificering af en international arbejdsmarkedskonvention.

Danske domme har vist, at kvinders ønske om at bære muslimsk tørklæde såvel som ønsker om at bede i løbet af arbejdsdagen er beskyttede religiøse skikke. Forbud kan derfor være diskrimination, men kan imidlertid også være en berettiget indskrænkning af religionsudøvelsen, fx hvis forbuddet er sikkerhedsmæssigt begrundet. Arbejdsgivere har desuden ret til at anvise sted for udøvelse af religiøs bønspraksis.

I 2001 har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol godkendt afskedigelsen af en småbørnslærerinde i Schweiz, der ønskede at bære muslimsk tørklæde i undervisningen. Alene kvinder bærer tørklæde, hvilket domstolen fandt vanskeligt at forene med ligestilling mellem kønnene samt med de budskaber om frihed, respekt for andre, lighed og ikke-diskrimination, som lærere i et demokratisk samfund skal bibringe deres elever.

Internationale konventionsorganer har kritiseret den aktuelle balance i den danske religionsretlige model. Kritikken angår ikke folkekirkens særstilling som sådan, men forskelsbehandling af øvrige trossamfund i forbindelse med begravelsesvæsen og civilregistrering samt konsekvenser af den statslige medfinansiering af folkekirken (fx ved anvendelse af statstilskud til præsteløn og/eller -bygninger).

Princippet om religionsfrihed er fastslået i FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder (menneskerettigheder). Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der i 1992 ved lov blev en del af dansk ret, beskytter både trosfriheden og den religiøse praksis.