Køge Bugt-mordene, drab på to mænd med pistolskud i april 1948. Drabene fandt sted under en sejlads fra Københavns Sydhavn. Morderen tvang to matroser til at klæde ligene af og kaste dem udenbords og truede matroserne til tavshed. Efterforskningen blev påbegyndt, da ligene drev i land; morderen påstod, at han havde handlet i nødværge, og at mordene havde forbindelse til Besættelsen og Peter Bangsvej-mordene. Morderens motiv er aldrig opklaret; han blev idømt livsvarigt fængsel og løsladt i 1971.