Negotiorum gestio er uanmodet forretningsførelse, inden for strafferetten nødhjælp, romerretligt udtryk for det forhold, at en person varetager en andens anliggender, uden at det er aftalt mellem dem. Endvidere kræves det, at varetagelsen er nødvendig for at afværge formuetab eller andet retstab for den pågældende, og at denne selv er forhindret i at varetage sine interesser.

Faktaboks

Etymologi
Udtrykket negotiorum gestio er latin 'udførelse af forretninger'.

Det er fx tilfældet, hvis man sørger for at fastgøre en bortrejst nabos tag efter at have opdaget, at det er ved at blæse af. Hvis redningsforanstaltningerne har været forsvarlige, skal den, hvis formuegode er blevet reddet, godtgøre den handlende udgifterne ved de iværksatte foranstaltninger.

Strafferetligt betragtes nødhjælp som en objektiv straffrihedsgrund, dvs. en omstændighed, som kan gøre en ellers strafbar handling retmæssig eller i hvert fald straffri. På det lægelige område er nødhjælp hjemlet i fx Psykiatrilovens bestemmelser om frihedsberøvelse og tvang. En læge er desuden som regel beføjet til at behandle patienter, der midlertidigt eller varigt er ude af stand til selv at tage stilling, fx pga. bevidstløshed efter en ulykke.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig