Produktansvar er et ansvar for skader, som et produkt forvolder på personer eller ting. Produktansvarsloven fra 1989, der i det væsentlige bygger på et EU-direktiv, indeholder regler om ansvar for producent og mellemhandler. Loven omfatter kun personskader og skader på ting, der ikke benyttes erhvervsmæssigt, og ansvar forudsætter, at skaden er forårsaget af en defekt ved produktet.

Producenten er ansvarlig på objektivt grundlag, dvs. også selvom der ikke er begået fejl ved produktionen. Det påhviler skadelidte at føre bevis for skaden, defekten og årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden.

Producenten er dog ikke erstatningsansvarlig for udviklingsskader, dvs. skader, som ikke kunne opdages på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden, der forelå, da produktet blev bragt i omsætning. Mellemhandlere, dvs. personer, som erhvervsmæssigt bringer et produkt i omsætning, hæfter for produktansvar umiddelbart over for skadelidte, hvis producenten har handlet culpøst, se culpa. Den skadelidte kan således i disse tilfælde kræve erstatning af den, der har solgt produktet, i stedet for at rette kravet mod producenten. En mellemhandler, der har betalt erstatning til skadelidte, indtræder i dennes krav mod tidligere led i produktions- og omsætningskæden.

Loven kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for skadelidte eller den, som indtræder i skadelidtes krav.

Ved siden af loven gælder det retspraksisudviklede produktansvar. For produktskader, som ikke er omfattet af Produktansvarsloven, eksisterer der således kun et ansvar, hvis defekten skyldes fejl eller forsømmelse, fx konstruktionsfejl eller instruktionsfejl. Se også erstatningsansvar og produktsikkerhed.

Forsikring

En produktansvarsforsikring skal friholde den sikrede for erstatningsansvar for skade på person eller ting, der er forvoldt af den sikredes produkter eller ydelser, efter at de er bragt i omsætning eller præsteret. Ydelser er omfattet af forsikringsdækningen, fordi de kan være lige så farlige for omgivelserne som produkter. Forsikringen dækker krav, der er rejst, mens forsikringen er i kraft, også selvom årsagen til kravet er opstået før. Forsikringen, der altid tegnes sammen med en erhvervsansvarsforsikring, dækker produktansvar, men kan udvides med dækning for ingrediens- og komponentskade og -tab. Sådanne skader og tab opstår, når sikredes produkt eller ydelse pga. en defekt beskadiger det færdige produkt, hvori det indgår. Formuetab kan fx skyldes værdiforringelse eller reparationsudgifter, der afholdes for at afhjælpe defekten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig