Navneret, den juridiske betegnelse for retten til sit eget navn. Mht. personnavne er der ud over Navnelovens beskyttelse mod en andens ubeføjede brug af navnet beskyttelse i Markedsføringsloven, når den ubeføjede brug er erhvervsmæssig. Drejer det sig om virksomhedsnavne, er der tilsvarende beskyttelse i Aktieselskabs- og Anpartsloven samt i Markedsføringsloven. Benyttes navnet som varemærke eller i et varemærke, kan også Varemærkeloven anvendes. Man har normalt lov til at anvende sit personnavn i erhvervsforhold, men må dog acceptere rimelige begrænsninger, hvis der er fare for forveksling med personer eller virksomheder, der allerede benytter samme eller lignende navn i beslægtede brancher.