Punktafgifterne er opbygget på en helt anden måde. Af administrative årsager forsøger man at lægge afgiftsopkrævningen i produktionsleddet, fordi der normalt kun er få virksomheder her, mens der er mange i handelsleddene.
De virksomheder, der skal betale afgift, vil allerede være momsregistrerede og registreres yderligere hos told-og skatteforvaltningen efter den pågældende punktafgiftslov. De skal normalt en gang om måneden underrette myndighederne om deres salg af afgiftspligtige varer i den forløbne måned og indbetale afgiften den 15. i den følgende måned.
De væsentligste danske punktafgifter er lagt på tobak, spiritus, fyringsolie, benzin, biler mv. samt på elektricitet.
Den altovervejende del af indtægten fra tobaksafgiften kommer fra cigaretter. I overensstemmelse med EU's regler er tobaksafgiften en kombineret styk- og værdiafgift af den højeste detailpris. Tobaksafgiften pr. cigaret er i gennemsnit ca. 2 kr. (2022).
Spiritusafgiften er i 2022 på 150 kr. pr. liter ren (100%) alkohol.
Øl- og vinafgifterne beregnes på grundlag af mængde og i realiteten af alkoholindholdet. Afgiften på en almindelig flaske vin med 0,75 liter knap er på 8,45 kr. (2022)
Mineralolieafgifterne omfatter normalt både en CO2-afgift, som er fastsat efter CO2-udviklingen ved anvendelse, og en energiafgift, som er fastsat efter energiindholdet i benzin, dieselolie, flydende gas, petroleum, fuelolie, fyringsolie m.m. Afgifterne er pr. liter eller pr. kg.
Afgifterne bliver i en vis udstrækning tilbagebetalt til erhvervslivet, afhængigt af afgiftsbelastningen af den pågældende vareproduktion; det gælder dog ikke for den del af mineralolierne, som industrien anvender til opvarmning af lokaler eller til drift af motorer, herunder biler. Afgiften var i 2022 på 4,44 kr. pr. liter. blyfri benzin.
Bilafgifter. For at få registreret en ny personbil hos politiet skal man først have betalt registreringsafgift. Den var i 2022 på 85 procent af bilens detailpris op til 204.600 kr.; detailprisen er inkl. moms, men uden registreringsafgiften. Af detailprisen ud over 204.600 kr. er registreringsafgiften 150%.
Ud over registreringsafgift skal der betales ejerafgift afhængig af køretøjets benzin- eller dieselforbrug pr. km. Endelig er der lagt en afgift på den lovpligtige ansvarsforsikring,
Elektricitetsafgiften udgør pr. den 1. juli 2022 typisk 0.76kr. pr. kWh (ved forbrug der overstiger 4000 kWh årligt i helårsboliger, som opvarmes ved elektricitet er satsen lavere). Der er en lempelsesordning for erhvervslivet svarende til den, der gælder for mineralolier.
Miljøafgifter er en generel betegnelse for afgifter, der har til formål at forbedre miljøet ved at mindske forbrug af varer, der belaster miljøet. Ud over den eksisterende CO2-afgift og afgifterne på vand og visse former for emballage (flasker mv.) vedtog Folketinget i 1995 en række nye miljøafgifter, herunder afgifter på visse bekæmpelsesmidler samt på svovl og på bly- og nikkel-cadmium-akkumulatorer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.