international privatret (Tinglige rettigheder og kontrakter mv)

Hvad tinglige rettigheder over fast ejendom eller løsøre angår, fx panterettigheder, gælder ofte loven i det land, hvor ejendommen ligger, eller tingen findes, lex rei sitae. Med hensyn til rettigheder over registrerede fly, skibe eller motorkøretøjer anvendes som regel loven i det land, hvor det pågældende transportmiddel er registreret. Hvad skibe angår, taler man om flagets lov. I kontraktforhold anerkendes partsautonomien, dvs. at parterne kan aftale, hvilket lands retsregler der skal gælde for deres kontraktlige forpligtelser. Har parterne ikke aftalt en sådan kontraktstatut, bestemmes det som regel efter den individualiserende metode, hvorefter kontrakten er underkastet loven i det land, som den har sin nærmeste tilknytning til. Dette er reglen ifølge EU's Romkonvention. Det formodes her, at en aftale har sin nærmeste tilknytning til det land, hvori den af parterne, der skal præstere den ydelse, som er karakteristisk for aftalen, har sit forretningssted. Den karakteristiske ydelse er den, som sælges mod vederlag i penge, fx en vare, et patent eller en tjenesteydelse.

Ved erstatning uden for kontraktforhold ser man i dag i flere lande en tendens til at anvende den individualiserende metode. Tidligere anvendte domstolene loven på det sted, hvor den skadegørende handling var foretaget, lex loci delicti, og denne regel gælder stadig i visse lande. EU har (2006) vedtaget en forordning om lovvalget for erstatning uden for kontrakt, der gælder i samtlige medlemslande på nær Danmark, der ikke er omfattet forordningen pga. forbeholdet over for EU's samarbejde om retlige og indre anliggender. Forordningen bygger på lex loci delicti, men dette lovvalg kan fraviges, hvis sagen har betydelig stærkere tilknytning til et andet land, i hvilket tilfælde dette andet lands lov anvendes.