Locus regit actum, locus regit formam actus, (lat. 'stedet bestemmer dokumentets form'), den grundsætning, at loven i det land, hvori et dokument oprettes, skal anvendes ved bedømmelsen af, om dokumentet opfylder eventuelle formkrav; tanken har sin oprindelse i 1300-t.s italienske internationale privatret og gælder stadig i de fleste lande som et generelt princip. I en række sammenhænge er locus regit actum-reglen dog enten erstattet eller suppleret af andre regler; fx kræves de danske formkrav altid opfyldt ved tinglysning af dokumenter i Danmark. Omvendt er testamenter gyldige, blot de opfylder formkravene i et af flere lande, som testator har tilknytning til, herunder oprettelsesstedet. I mange tilfælde vil et dokument være gyldigt, hvis det enten opfylder formkravene i oprettelsesstedets lov eller i den lov, der i øvrigt skal anvendes på det pågældende retsforhold, således som det fx er bestemt i EF-lovvalgskonventionens regel om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser.