Viggo Bentzon, 15.8.1861-4.4.1937, dansk jurist. Viggo Bentzon blev cand.jur. i 1884 og dr.jur. i 1890 med disputatsen Begrebet vis maior i romersk og nordisk Ret med særligt Hensyn til Reders Ansvar for Ladning. Bentzon var professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet 1892-1930. Hans fag var person-, familie- og arveret samt søret og den almindelige retslære. Han var en kendt og afholdt jurist og spillede en vigtig rolle i det nordiske lovsamarbejde. I sin retslære påviste Bentzon betydningen af at afveje de krydsende hensyn til på den ene side regelmæssighed og sikkerhed i retsudøvelsen, hvilket opnås gennem opstilling af almene regler, og på den anden side varetagelse af en sags konkrete omstændigheder.