Kaution er overtagelse af en økonomisk risiko, som bæres af en kreditor i et skyldforhold, med den virkning, at kautionisten sammen med debitor hæfter for opfyldelsen af debitors betalingspligt.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kaution kommer af latin cautio 'forsigtighed, sikkerhed', af cavere 'passe på, sikre'.

Et kautionsløfte knytter sig som oftest til et andet kontraktforhold, som kaldes hovedforholdet. Det krav, som kreditor har på debitor i hovedforholdet, suppleres af et evt. krav på kautionisten, kaldet kautionsfordringen. Kautionistens betalingspligt bliver kun aktuel, hvis skyldneren ikke opfylder hovedfordringen, der i så fald kan gøres gældende mod kautionisten. Kautionisten kan have begrænset sin forpligtelse ved fx at sætte et beløbsmæssigt maksimum for, hvad han/hun kan komme til at betale, ligesom det kan være aftalt, at kautionisten i givet fald kun skal dække kreditors konstaterede tab i hovedforholdet, såkaldt tabskaution.

Set fra en kreditors side fungerer kaution som sikkerhed på linje med fx pantsætning af fast ejendom; sikkerhedens værdi afhænger af hhv. kautionistens fremtidige betalingsevne og pantets fremtidige værdi. I begge tilfælde er der tale om at reducere kreditors økonomiske risiko for, at hovedfordringen ikke bliver opfyldt. For kreditor kan en kaution være afgørende for kreditydelsen i hovedforholdet, fordi den økonomiske risiko af kreditor ellers vurderes som for høj. I praksis er pengeinstitutters lån til virksomheder, der drives i selskabsform, ofte betinget af, at selskabets ejer forpligter sig som kautionist.

Hvis skyldneren ikke opfylder hovedfordringen, er kautionistens betalingspligt i mangel af holdepunkt for andet betinget af, at skyldneren er ude af stand til at betale, og at dette konstateres ved resultatløs retsforfølgning, fx udlæg eller konkurs; det kaldes simpel kaution. Dette udgangspunkt kan fraviges ved aftale, og i pengeinstitutterne opereres der stort set altid med selvskyldnerkaution, hvorefter manglende betaling i hovedforholdet i sig selv er tilstrækkeligt til at udløse kautionistens betalingspligt.

Hvis kautionsfordringen bliver aktuel, og kreditor opnår dækning gennem betaling fra kautionisten, har denne normalt regres mod skyldneren, dvs. at kautionisten indtræder i kreditors krav.

Har flere påtaget sig kaution for hovedfordringen, såkaldt samkaution, hæfter de solidarisk i forhold til kreditor, "én for alle og alle for én". I det indbyrdes forhold mellem samkautionister er hæftelsen og dermed også regressen anpartsvis.

Om løsladelse mod kaution: se bail.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig