En fadder er et dåbsvidne (på latin sponsor eller fidei jussor). Børn, der døbes i folkekirken, skal have minimum 2 faddere, som har til opgave at være dåbsvidner. Som dåbsvidne har man til opgave "at drage omsorg for barnets opdragelse i den kristne tro, dersom forældrene dør, inden barnet kommer til skelsalder." Dette fremgår af dåbsritualets faddertiltale.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer fra middelnedertysk (ge)vadder, som er dannet efter latin compater, egentlig 'medfader'.

Funktion

Opdragerfunktionen har ikke nogen retsgyldig betydning, da børnenes opdragelse også i religiøs henseende er henlagt til den eller dem, der får overdraget forældremyndigheden efter forældrenes død. Fadderens rolle er således ikke en juridisk bindende rolle. Dog er der tale om en personlig tildelt rolle, hvor det er barnets forældres ønske, at fadderne bistår i opgaven med at oplære barnet i den kristne tro.

Rollen som dåbsvidne er med til at sikre, at barnet er døbt, eftersom et barn i folkekirken ikke må døbes mere end én gang – se også dåb og gendåb. Der kan maksimalt være 5 faddere. Ikke alle 5 faddere behøver være tilstede under dåben, men minimum 2 skal som dåbsvidner være tilstede.

Gudforældre

Som gudfar eller gudmor kan en fadder bære barnet ved dåben. En udøbt mor kan ikke selv bære sit barn, da både den, der bærer barnet, og de øvrige faddere skal være døbt med den kristne dåb, men folkekirkeligt medlemskab er ikke nogen forudsætning; fx kan en katolsk døbt både bære og være fadder ved dåb i folkekirken.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig