Menighedsråd er i den danske folkekirke sognemenighedens demokratisk valgte repræsentative råd, som styrer sognets eller kirkedistriktets anliggender.

Historie

Menighedsråd indførtes ved lov 1903 som led i almindelige demokratiseringsbestræbelser. 1903-loven ligestillede mænd og kvinder i henseende til valgbarhed og valgret og gav sammen med senere lovgivning efterhånden rådet afgørende indflydelse på det lokale kirkestyre.

I 1920 oprettedes Landsforeningen af Menighedsråd (siden 1962 Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer) som en sammenslutning af landets menighedsråd. Foreningen har siden 1923 udgivet Menighedsrådenes Blad og øver kirkepolitisk en vis indflydelse. Se også folkekirken og kirkeforfatning.

Menighedsrådenes funktion og opgaver

Menighedsråd foretager indstilling til ledige præstestillinger og ansætter medarbejdere ved kirke og kirkegård samt administrerer kirkens og præsteembedets faste ejendom, fx sognegårde. Ændringer i liturgi og ritualer forudsætter menighedsrådets godkendelse, men i øvrigt er præsten i sin embedsførelse uafhængig af menighedsrådet.

Endelig har menighedsrådet udtalepligt i forbindelse med forelagte spørgsmål og ret til at behandle spørgsmål vedr. menigheden og til i forbindelse hermed at henvende sig til de kirkelige tilsynsmyndigheder. Desuden deltager menighedsråd efter nærmere regler i valget af stiftets biskop og af medlemmer til provstiudvalg og stiftsudvalg samt Det Mellemkirkelige Råd.

Menighedsrådets sammensætning

Et menighedsråd består af mindst fem valgte medlemmer samt pastoratets faste præster. Valg til menighedsråd finder sted hvert fjerde år. Valgret har og valgbar er ethvert medlem af folkekirken, der er fyldt 18 år og har dansk indfødsret eller har haft bopæl i riget uafbrudt et år forud for valgdagen. Mange steder, navnlig på landet, afgøres valget gennem opstilling af kun én kandidatliste (freds- eller aftalevalg). De steder, navnlig i byerne, hvor der holdes valg, er stemmeprocenten lav, på landsplan under 20.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig