Et sogn er et geografisk afgrænset område, hvor medlemmerne af visse kristne kirkesamfund (bl.a. folkekirken og den romerskkatolske kirke) går til gudstjeneste m.v. i den lokale kirke, som kaldes sognekirken.

Faktaboks

Etymologi

Ordet sogn kommer af gammeldansk sōkn, der er en afledning af roden i det germanske verbum *sōkjan 'søge'.

Ikke alle kirker er sognekirker, idet nogle sogne rummer flere kirker af samme kirkesamfund, men nogle af disse kirker kan have særlige funktioner. Eksempelvis ligger den folkekirkelige Christiansborgs Slotskirke i det folkekirkelige sogn Holmens Sogn. Christiansborgs Slotskirke funger dog ikke som sognekirke, men fungerer som Folketingets og Kongehusets kirke.

Folkekirkens sogne i Danmark

Danmark er inddelt i 2158 sogne (2021). Sognenes størrelse varierer meget, fra over 20.000 til under 100 indbyggere. I mere end 100 sogne er der således færre end 200 indbyggere, mens der i lidt under 100 sogne er flere end 10.000 indbyggere.

Et folkekirkemedlems tilhørsforhold til et bestemt sogn og dermed til en bestemt menighed indebærer blandt andet, at medlemmet har krav på at få adgang til benyttelse af vedkommende menigheds kirke(r) til udførelse af kirkelige handlinger mv., og at medlemmet har krav på at blive betjent af denne menigheds præster.

Sognets anliggender og menighedens interesser varetages af menighedsrådet, der består af medlemmer, der er valgt af sognets valgberettigede folkekirkemedlemmer, samt sognets præster.

Sogneinddeling

Danmarks geografiske inddeling i sogne fremgår ikke udtrykkeligt af den kirkelige lovgivning, men betragtes som en historisk kendsgerning på samme måde som den kommunale inddeling. Der findes heller ikke lovbestemmelser om oprettelse og nedlæggelse af sogne eller om ændring af sognegrænser. Dette sker efter kirkeministerens indstilling med hjemmel i retssædvane ved kongelig resolution i hvert enkelt tilfælde.

Historie

Et sogn var oprindelig betegnelsen for det område, hvis beboere søgte samme kirke. Senest med indførsel af tiende i 1100-tallet blev sognenes grænser fastere, og sognets beboere fik i fællesskab ansvaret for betalingen til kirkebygningens vedligeholdelse og præstens aflønning. For at sikre kirkens og præstens tilstrækkelige indtægt blev der efterhånden indført sognebånd.

De fleste sognegrænser i Danmark blev fastlagt i middelalderen, men ved kirkens reorganisering efter Reformationen blev et antal sogne lagt sammen. Siden er antallet af sogne øget som følge af hedens opdyrkning og byernes vækst. I 1855 blev det muligt at løse sognebånd, dvs. at man kan være medlem af et sogn, som man ikke bor i. I 1868 blev det muligt at oprette valgmenigheder, hvorved sognestrukturen delvis blev nedbrudt.

Sognenes overskuelige størrelse og det forhold, at man i præsten havde en person, der kunne læse og skrive, medførte, at sognet også blev anvendt i den verdslige administration.

Fra middelalderen kendes sogne- eller kirkestævner, hvor der kunne udstedes sognevidner, dvs. beboernes fælles vidnesbyrd om kendte forhold i sognet. Fra 1500-tallet kendes sognefogeder, der som statslige embedsmænd havde juridiske og administrative opgaver, og 1841-1970 sognekommuner og sogneråd. Det verdslige sogn var ikke altid identisk med det kirkelige.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig